Mors-Thy var langt hen ad vejen godt med, men til sidst løb GOG fra jyderne i første bronzekamp.
Der var klasseforskel i afslutningen, da GOG søndag aften vandt den første bronzekamp med 38-31 over Mors-Thy Håndbold.Jyderne fulgte ellers godt med undervejs og var med et kvarter igen på omgangshøjde.
Men derfra hev GOG-keeper Peter Johannesson storspillet frem, mens de rapfodede fynboer angrebsmæssigt fortsatte med at lave mål.
Sejren endte nok med at være lidt større, end hvad kampbilledet egentlig bar præg af, men GOG var det bedste hold.
Den anden kamp i serien spilles torsdag hos Mors-Thy.
Ofte har bronzekampene en tendens til at være ganske målrige, og det var lige præcis også tilfældet fra start i søndagens opgør.
Begge hold spiller i forvejen særdeles hurtigt, og det var med speederen i bund på begge sider af midten.
GOG var en smule skarpere i afslutningerne, og derfor var det fynboerne, der gik til pause med overhånden.
Sådan fortsatte det også efter sidebyttet, hvor Mors-Thy hele tiden halsede efter med et par scoringer.
Hullet var dog heller ikke større, end at et par halvskidte afslutninger fra værterne og en udvisning gjorde, at de jyske gæster med et kvarter tilbage fik kontakt ved 26-26.
Det fik Hjalte Lykke og Frederik Bjerre til lige at stramme skruen, og så gik der ikke mange minutter, før GOG igen var foran med et par scoringer.
Peter Johannesson leverede en rigtig god anden halvleg i målet for GOG. Med mindre end fem minutter tilbage hev han en stor redning frem på en ellers velspillende Nichlas Hald, og i det efterfølgende angreb øgede GOG til 35-30.
Det var dødsstødet for de jyske gæster, der i slutminutterne forsøgte med et helbanepres, men det var blot guf for de hurtige fynske herrer.
/ritzau/