Norske Johaug slutter storslået langrendskarriere med sejr
I det, der efter alt at dømme var karrierens sidste langrendsløb, smadrede Therese Johaug alle konkurrenterne.
En af tidernes mest vindende langrendsløbere satte søndag et fornemt punktum for en stor karriere.I finske Lahti var Therese Johaug stærkere end alle konkurrenterne, og den 36-årige nordmand kørte først i mål uden at være presset.
Johaug viste sig fra start bedst i løbet, hvor hun slap tidligt af med konkurrenterne på 50-kilometerdistancen i klassisk stil.
Efter 2 timer, 14 minutter og 40 sekunder strakte hun armene i triumf en sidste gang. Herfra gik der over et minut, før landsmanden Astrid Øyre Slind kæmpede sig i mål som nummer to.
- Det var så godt at slutte med en sejr og så den første på 50 kilometer. Jeg havde en virkelig god dag, siger hun ifølge det norske nyhedsbureau NTB til Viaplay.
Johaug stoppede første gang karrieren foråret 2022 efter at have vundet tre OL-guldmedaljer i Beijing.
Sidste år meddelte hun så, at hun kom tilbage for en kort stund med VM i 2025 på hjemmebane som det helt store mål.
Alligevel blev der spekuleret i, om Johaug måske kunne finde på at forlænge karrieren, så hun kunne nå med til næste års vinter-OL i Norditalien.
Men det har hun selv afvist. Lørdag sagde hun ifølge NTB, at karrieren med 99 procents sandsynlighed ville være forbi efter søndagens løb. Den udmelding holder hun fast i efter sejren.
- Gammelmor må trække sig nu. Jeg er ret sikker på, at det er slut nu, selv om jeg stadig synes, at det er rigtig sjovt. Det har været en fantastisk karriere, og jeg er stolt over, at det lykkedes at komme tilbage efter to år og en graviditet, lyder det fra sejrsmaskinen.
Johaug slutter med en af de mere imponerende liste over meritter i skisportshistorien.
Seks gange har hun vundet olympisk metal, og fire af dem har været af guld. Johaug har desuden taget 14 VM-guldmedaljer og vundet den prestigefyldte Tour de Ski fire gange.
/ritzau/