Norsk OL-konge sætter atter konkurrenterne til vægs

1. MAR 2026 • 13:54SPORT

Johannes Høsflot Klæbo fortsætter succesen efter historisk OL. Søndag var han igen den bedste langrendsløber.

Johannes Høsflot Klæbo var uovervindelig ved vinter-OL, og søndag var det igen sådan, at ingen kunne stille noget op mod den norske langrendsløber.

På 20 kilometer skiatlon ved World Cup-afdelingen i Falun vandt Klæbo foran landsmændene Harald Østberg Amundsen og Martin Løwstrøm Nyenget.

Den norske kvartet med Klæbo, Nyenget, Amundsen og Andreas Fjorden Ree skilte sig ud omtrent halvvejs på den klassiske del.

Ved byttet efter ti kilometer havde nordmændene i front stort set rystet samtlige konkurrenter af sig.

Med én kilometer igen var det kun Klæbo, Nyenget og Amundsen, som lå i spidsen.

Nyenget forsøgte flere gange under løbet at ryste Klæbo af sig, men det lykkedes ikke.

Klæbo fik fuld plade ved årets OL. Han vandt seks ud af seks mulige guldmedaljer og satte dermed rekord som den mest guldvindende atlet i vinterlegenes historie. Han lagde ud med at vinde guld i skiatlon.

I alt har han nu 11 OL-medaljer af den fineste karat.

Den 29-årige nordmand har efter søndagens sejr vundet de seneste 14 løb, som han har deltaget i, når man tæller løbene fra OL med.

Lørdag vandt han sprinten i fri stil i svenske Falun.

/ritzau/NTB

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT