Dansk fjerduo kommer til kort og misser triumf i Tyskland
Christine Busch og Mads Vestergaard tabte klart til et kinesisk makkerpar i German Open-finalen.
Mixeddoublen med Christine Busch og Mads Vestergaard var det undertippede par, og det kunne ses, da danskerne søndag deltog i German Open-finalen.Kineserne Cheng Xing og Zhang Chi leverede badminton på et højt niveau og triumferede i turneringen med en sejr i to sæt med cifrene 21-12, 21-17.
Kineserne var godt forberedte på danskernes spil, og Busch og Vestergaard fik således én på tuden i store dele af første sæt.
I andet sæt var danskerne bedre i stand til at få kineserne til at tvivle på egne evner.
Modstanderduoen begik modsat tidligere nogle fejl, og Busch og Vestergaard kæmpede sig frem til en føring på 16-15.
Den danske selvtillid var steget - særligt hos Vestergaard - men herfra satte kineserne igen turboen på og vandt fire point i streg.
Det blev udslagsgivende for, at danskerne aldrig rigtig kom i nærheden af at forlænge kampen ud i et tredje og afgørende sæt.
Trods finalenederlaget kan Busch og Vestergaard forlade Tyskland med oprejst pande.
I de fire forudgående kampe i turneringen tabte danskerne ikke et eneste sæt.
Den danske fjerduo har mulighed for at tage revanche allerede om få dage.
Således står de igen over for det kinesiske makkerpar, når mixeddoublen tager hul på den prestigefyldte turnering All England, der begynder i den kommende uge.
German Open er en Super 300-turnering og således en af de mindre på badmintonsportens World Tour.
/ritzau/
