Nicolai Højgaard siver ned gennem feltet i Japan
Både Rasmus og Nicolai Højgaard er i top-25 i japansk PGA-turnering, som føres af amerikansk duo.
Nicolai Højgaard fik en lovende start på PGA-turneringen Baycurrent Classic, hvor han efter første runde lå på en delt fjerdeplads.Siden er det gået ned ad bakke for danskeren, der arbejder på at sikre sig adgang til næste års PGA Tour.
Lørdag brugte han 72 slag på at komme rundt på Yokohama Country Clubs 18 huller. Det var to slag mere end fredag og fire mere end torsdag, hvor turneringen begyndte.
Efter næstsidste runde er Ryder Cup-vinderen fra 2023 på 25.-pladsen. En plads, han deler med ni andre spillere, der ligesom danskeren er tre slag under par.
Lidt bedre går det for tvillingbror Rasmus Højgaard. Han havde en god runde med fem birdies og to bogeys. Han er nu fem slag under par efter turneringens tre første runder på en delt 18.-plads.
Rasmus Højgaard har allerede sikret sig et kort til næste års PGA Tour. Nicolai Højgaard er nummer 80 på FedEx Fall-listen, hvor top-100 snupper et kort til næste års PGA Tour.
Thorbjørn Olesen og Niklas Nørgaard, der også har PGA Tour-kort i år, ligger henholdsvis nummer 115 og 162, men er ikke med i feltet i Japan.
Baycurrent Classic har en præmiesum på 8 millioner dollar svarende til 51 millioner kroner. Turneringen føres af amerikanerne Max Greyserman og Xander Schauffele, der begge er 12 slag under par.
/ritzau/