NHL-danskere melder sig klar og forudindstilles til OL
Fem danske NHL-spillere, heriblandt Nikolaj Ehlers, er sikret plads i ishockeylandsholdets OL-trup.
Det bliver cremen af danske ishockeyspillere, der skal føre landsholdet til succes ved næste års vinter-OL i det nordlige Italien.Hver af de 12 deltagerlande har mandag forudindstillet seks spillere til deres OL-hold, og i Danmarks tilfælde er der tale om fem spillere fra verdens stærkeste liga, NHL, samt landsholdskaptajn Jesper Jensen Aabo.
Det oplyser Danmarks Ishockey Union i en pressemeddelelse.
De fem NHL-spillere er Frederik Andersen, Oliver Bjorkstrand, Lars Eller, Jonas Røndbjerg og Nikolaj Ehlers.
Ved VM i maj, hvor Danmark nåede hele vejen til semifinalen for første gang, var Røndbjerg og Ehlers også en del af Danmarks trup.
Det skyldtes, at deres NHL-arbejdsgivere var slået ud af ligaens slutspil, og at NHL-holdene efterfølgende gav dem accept til at deltage.
Det er ingen selvfølge, at NHL-spillere får lov til at deltage ved verdensmesterskaber, men ved det forestående OL er der lavet plads i kampkalenderen til, at alle klodens bedste spillere potentielt kan være med.
Keeper Frederik Andersen glæder sig over forhåndstilsagnet om en plads i OL-truppen.
- OL bliver en kæmpestor oplevelse for os alle. For mit eget vedkommende var OL mit første rigtige møde med ishockey internationalt.
- Jeg sad som en lille dreng og fulgte OL-kampene i Nagano i 1998, hvor tjekkerne vandt det hele. Nu er det nærmest uvirkeligt, at jeg selv kan se frem til at deltage ved et OL, siger Frederik Andersen, der vogtede buret, da Danmark i september sidste år sikrede sig OL-billetten.
Kaptajn Jesper Jensen Aabo var modsat den stærke målmand også en del af Danmarks OL-trup i 2022, og han ser frem mod endnu en olympisk deltagelse.
- Det bliver fedt for os at kunne bygge videre på de oplevelser, vi havde til VM i Herning og Stockholm i maj. Det hele gik op i en højere enhed med holdet, fansene og stemningen, og den optur kommer vi forhåbentligt til at fortsætte med en stærk præstation til vinter-OL, siger han.
Skader kan potentielt spænde ben for, at en af de seks forudindstillede ishockeyspillere kommer til OL. Den endelige trup udtages i begyndelsen af 2026.
/ritzau/