Newcastle giver hjælpeløse United et nytår i kulkælderen
Manchester United spillede en frygtelig første halvleg, og det blev dyrt mod formstærke Newcastle.
Manchester United kan fejre nytår i dyb krise på en uacceptabel 14.-plads i Premier League med sølle 22 point efter 19 kampe.På årets næstsidste dag led det skrantende storhold sit fjerde nederlag i træk, da Newcastle vandt 2-0 på Old Trafford og understregede, hvor stor en opgave den nye United-træner, Ruben Amorim, har taget på sig.
Portugiseren kunne se sit hold spille en skrækkelig første halvleg og måtte konstatere, at hans startopstilling og formation ramte skævt.
Casemiro og Christian Eriksen skulle afpatruljere den centrale midtbane, men fyldte ingenting og virkede næsten overvældede af gæsternes energi.
Midterforsvaret havde alverdens problemer med at afvise høje indlæg, og det blev dyrt. Efter mindre end 20 minutter havde Newcastle scoret to næsten identiske mål.
Begge blev skabt af en simpel, høj tværbold fra venstre side. I begge tilfælde havde Newcastle-spillerne alt for let ved at vinde duellerne midt foran mål.
Det udnyttede Alexander Isak og Joelinton til at heade gæsterne to mål foran.
Der var hverken hoved eller hale i hjemmeholdets præstation, og efter en halv time valgte Amorim at skifte Joshua Zirkzee ud og sætte Kobbie Mainoo ind for at aflaste Eriksen og Casemiro på midtbanen.
Zirkzee blev fulgt ud af banen af et hånligt bifald fra en del af Uniteds publikum, men den hollandske offensivspiller var ikke ene om at være helt fra koncepterne i første halvleg.
Eriksens boldomgang var sjældent usikker, og Højlund misbrugte en stor chance, da han i fri position sendte bolden forbi fjerneste stolpe.
Casemiro sparkede helt skævt, da han i halvlegens overtid fik foræret en åben mulighed midt for mål.
Præstationen kunne næsten kun blive bedre efter pausen, og det blev den da også. Newcastle-spillerne havde brændt meget energi af og trak sig længere tilbage for at forsvare føringen.
Det gav United mere spil, men hjemmeholdet forsømte at udnytte et par tidlige chancer, der kunne have tændt nyt liv i kampen.
I stedet sivede troen ud af spillerne, mens Marcus Rashford, der var tilbage i truppen, blev siddende på bænken i hele kampen.
Newcastle har nu vundet fire på stribe og er på femtepladsen lige efter Chelsea, der ligesom Manchester United har haft en dårlig juleperiode.
Mandag tabte London-holdet 0-2 til Ipswich og har kun tjent et point i de sidste tre kampe. Danske Filip Jørgensen startede i Chelseas mål og begik allerede efter ti minutter straffespark.
Det virkede dog hårdt dømt, for Jørgensens berøring af Liam Delap var minimal. Men kendelsen stod ved magt, og Delap scorede selv fra pletten.
I begyndelsen af anden halvleg øgede Omari Hutchinson til slutresultatet 2-0. Det var blot oprykkernes tredje sejr i denne sæson.
/ritzau/