Neergaard tager stort spring på verdensranglisten efter triumf
Rasmus Neergaard er nummer 51 på golfens verdensrangliste, hvor Danmark har fire spillere i top-100.
Rasmus Neergaards blændende 2025 blev søndag kronet med karrierens foreløbigt største sejr.I Melbourne strøg den 26-årige dansker til tops i DP World Tour-turneringen Australian Open, og mandag katapulterer resultatet ham frem på verdensranglisten.
Neergaard hopper således fra nummer 82 til nummer 51, der med afstand er hans bedste placering hidtil.
Danmark er i det hele taget flot repræsenteret på listen, som amerikanske Scottie Scheffler topper foran briterne Rory McIlroy og Tommy Fleetwood.
Fire danskere er i top-100, og med sin 40.-plads er Rasmus Højgaard bedst placeret.
Herefter følger Neergaard (51), Nicolai Højgaard (77) og Thorbjørn Olesen (99).
Det er også de fire danskere, der har spillet sig til et kort til verdens stærkeste tour, PGA Tour, i 2026.
Niklas Nørgaard (149) og Jacob Skov Olesen (162) er de andre danskere i top-200.
Hos kvinderne er Nanna Koerstz Madsen som nummer 62 bedste dansker. Emily Pedersen er nummer 165, hvilket er hendes laveste placering i mere end fem år.
/ritzau/
