Minnesota sender Detroit ud af slutspilsræset i NFL

26. DEC 2025 • 04:07SPORT

Detroit Lions led det tredje nederlag på to uger ude mod Minnesota. Green Bay Packers er klar til slutspillet.

Slutspillet i NFL bliver uden Detroit Lions, der natten til fredag led det tredje nederlag i træk.

På udebane tabte Detroit Lions med 10-23 til Minnesota Vikings.

Holdet fra bilbyen fik ellers en lovende start på NFL-sæsonen, men en række skader og snævre nederlag er endt med at koste.

Med otte nederlag i 16 kampe kan Detroit Lions ikke længere gå videre fra grundspillet. De seneste to uger har alene budt på tre nederlag.

I opgøret i Minneapolis var Detroit Lions tvunget til at vinde, hvis det formsvage mandskab skulle bevare chancen for at nå slutspillet.

Midtvejs i kampen levede håbet fortsat, efter at Isaac TeSlaa havde leveret et touchdown for gæsterne, så stillingen var 7-7.

På to field goals fra Will Reichard bragte hjemmeholdet fra Minnesota sig foran med 13-7, hvilket satte Detroit-holdet under ekstra stort pres før fjerde quarter.

Jake Bates formåede kortvarigt at holde liv i slutspilchancen for Detroit Lions, da han med fire minutter og 39 sekunder tilbage reducerede til 10-13 på et field goal.

Kort efter brast håbet endegyldigt, da Minnesotas Jordan Addison med et løb på 65 yards gjorde det til 19-10 på et touchdown, inden kickeren Will Reichard sørgede for et ekstra point til værterne.

Lidt senere øgede Reichard til slutresultatet 23-10 med et field goal fra 42 yard-linjen.

Minnesota Vikings, der har vundet fire kampe i træk, havde for længst udspillet sin chance for at nå slutspillet.

Nederlaget til Detroit Lions betød, at Green Bay Packers - uden at være i kamp - sikrede sig adgang til NFL-slutspillet.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT