Superligaens styrke gør indtryk på Brøndbys chef
Steve Cooper var ikke klar over, hvor god Superligaen rent faktisk var, før han fik jobbet i Brøndby.
En navnkundig skikkelse indtog Superligaen i efteråret.Da Brøndby smed Frederik Birk på gaden, faldt valget som afløser på Steve Cooper.
Træneren kom fra stillinger i Premier League-klubberne Nottingham Forest og Leicester, havde vundet U17-VM med England og været en håndfuld år i Liverpools talentafdeling.
Alligevel er han overrasket over det, han har oplevet i den danske liga, efter at han sagde ja til jobbet på den københavnske vestegn.
- Jeg nyder virkelig ligaen og den udfordring, der følger med. Jeg synes, den burde være mere kendt, for det er en god liga. Der er en stor passion rundtom i landet fra folk, der støtter holdene.
- I de fleste weekender er der resultater, hvor man tænker: "Det var alligevel en overraskelse". Der er masser af dygtige trænere og masser af gode spillere. Hvert stadion, man besøger, har noget unikt, og det er en hård liga at konkurrere i. Det er der ingen tvivl om, siger han.
Cooper har ikke lagt skjul på, at Brøndby skal forbedre sig markant på en række punkter, hvis klubben skal konkurrere med de andre tophold i Danmark.
- Det er der, min ærlighed kommer fra, når jeg taler om, at vi håber at blive det hold, vi gerne vil være for vores fans, for klubben og for folkene omkring os.
- Det er der, min motivation ligger. Det er der, min paranoia ligger. Der, min frustration ligger, når vi ikke gør tingene godt nok. Og der min glæde ligger, når vi lykkes. For der er en stor mulighed her for at opnå noget - men vi skal være så gode, som vi overhovedet kan, forklarer han.
Under Coopers ledelse så resultaterne ud til at arte sig hen over efteråret. Sikre sejre over OB, Silkeborg og FC Nordsjælland bragte holdet helt op i det sjove selskab.
Nederlag i årets tre sidste kampe mod ærkerivalen FC København og nedrykningskandidaterne FC Fredericia og Vejle Boldklub trækker til gengæld gevaldigt ned i pointgennemsnittet, der for waliserens vedkommende lyder på 1,73 i 11 ligakampe.
- Man kan altid sige, at det ikke er nok, fordi forspringet er, som det er. Vi vil gerne vinde så mange kampe, som vi kan, fordi vi er dem, vi er.
- Vi skal forsøge at komme et sted hen, hvor vi har en chance for at få flere point næste år og lukke hullet, siger han.
For Steve Cooper er det nyt at holde en vinterpause på flere måneder. Og han har heller ikke været en del af en liga, der deler sig i to, som Superligaen gør efter 22 spillerunder.
- Jeg tager alt, som det kommer. Det er mig, der skal tilpasse mig. Det er mig, der skal tænke anderledes.
- Jeg prøver stadig mange ting i Danmark for første gang, og jeg forsøger at tilpasse mig og lære undervejs, siger han.
/ritzau/
