Trump: Jeg droppede Epstein før alle andre
Forholdet til sexforbryderen Jeffrey Epstein har været en stor sten i skoen for USA's præsident i månedsvis.
Den amerikanske præsident, Donald Trump, siger, at han droppede sin relation til den dømte sexforbryder Jeffrey Epstein længe før alle andre.Det skriver præsidenten i et opslag på sit sociale medie, Truth Social.
- Glædelig jul til alle, også til de mange slyngler, som elskede Jeffrey Epstein, gav ham bunker af penge, tog til hans ø, deltog i hans fester og mente, at han var den fedeste fyr på Jorden - for så at "smide ham væk som en hund", da tingene blev for sprængfarlige, skriver Trump og fortsætter:
- De påstod fejlagtigt, at de intet havde med ham at gøre, at de ikke kendte ham, sagde at han var et modbydeligt menneske, og derefter - naturligvis - gav skylden til præsident Donald J. Trump, som faktisk var den eneste, der droppede Epstein, og det længe før det blev moderne at gøre det.
Trump hævder videre i sit opslag, at alle disse personer, som den republikanske præsident henviser til, er demokrater.
Trump og Epstein var venner i 1990'erne og 2000'erne, hvor de festede sammen med andre medlemmer af den amerikanske og internationale magtelite.
Trump har tidligere sagt, at venskabet sluttede i 2000'erne, og at han ingen forbindelse har til Epsteins forbrydelser.
Henover de seneste måneder er der løbende blevet frigivet tusindvis af dokumenter i Epstein-sagen - heriblandt retsdokumenter, e-mails, fotos, lydoptagelser og videoer.
Epstein-dokumenterne refererer til det omfattende bevismateriale, som justitsministeriet og FBI for år tilbage indsamlede under en efterforskning i Florida.
Der er blandt andet blevet frigivet flere billeder af den tidligere amerikanske præsident Bill Clinton. En talsperson for Clinton har sagt, at ekspræsidenten ikke kendte noget til Epsteins forbrydelser.
Derudover figurerer personer som Microsofts medstifter Bill Gates samt Andrew Mountbatten-Windsor, der i november fik frataget sin prinsetitel i Storbritannien. Trump optræder også på flere af billederne.
Epstein-sagen har været en politisk hovedpine for Trump i flere måneder, også blandt Trumps mest loyale støtter.
Mange Trump-vælgere mener, at embedsmænd i Trump-administrationen har dækket over Epsteins forbindelser til magtfulde personer og skjult detaljer omkring hans død.
Epstein døde i et fængsel i 2019, mens han afventede en omfattende retssag i New York om menneskehandel og seksuelt misbrug af mindreårige.
/ritzau/
