McIlroy tror på fred i golfverdenen efter Trumps valgsejr
Golfstjernen Rory McIlroy tror, at Donald Trump sammen med Elon Musk kan bringe verdens golfspillere sammen.
Valget af Donald Trump som USA's nye præsident kan være med til at bane vejen for fred blandt eliten i golfverdenen.Det er håbet fra nordirske Rory McIlroy.
Elitefeltet er lige nu opdelt, fordi nogle af de bedste spillere deltager på den lukrative tour LIV Golf, som Saudi-Arabien statsstøtter med milliarder af kroner, mens andre spillere er blevet på PGA Touren eller DP World Tour.
- Han (Trump, red.) kan løse det. Han har Elon Musk, som jeg mener er et af de klogeste mennesker i verden, ved sin side. Vi kan måske opnå noget, hvis Musk også involverer sig, siger McIlroy onsdag ifølge nyhedsbureauet NTB.
- Trump har et vældig godt forhold til Saudi-Arabien, og han elsker golf. Så hvem ved?, siger den nordirske golfspiller.
LIV Golf blev grundlagt i 2021 og lokkede stjerner fra de traditionelle tours med enorme summer og en mindre belastende turneringskalender.
Efter en højspændt krig mellem LIV Golf på den ene side og PGA Tour og DP World Tour på den anden side slog parterne pludselig pjalterne sammen i juni sidste år og droppede en masse søgsmål på kryds og tværs.
Parterne lovede at samarbejde på en række områder i stedet for at bekrige hinanden, men 17 måneder senere har den rammeaftale ikke ført nævneværdige ændringer med sig.
En af årsagerne er, at det amerikanske justitsministerium ikke ønsker, at Saudi-Arabien gennem LIV Golf kan komme ind i amerikansk golf. Den knude håber McIlroy, at Trumps præsidentskab kan være med til at løsne.
/ritzau/