Mathias Gidsel lægger et år på kontrakten i Berlin
Füchse Berlin og Mathias Gidsel har forlænget deres samarbejde frem til sommeren 2029.
Mathias Gidsel og Füchse Berlin har sat en tyk streg under deres engagement i hinanden.Parterne har således forlænget samarbejdet frem til sommeren 2029.
Det meddeler klubben på Instagram søndag.
Gidsel kom til den tyske klub fra GOG i sommeren 2022, og efter mindre end et halvt år blev den oprindelige kontrakt forlænget fra sommeren 2025 til sommeren 2028.
Nu er der så lagt endnu et år oveni, og man må næsten formode, at den 26-årige dansker får lidt mere i lønningsposen.
Han har i hvert fald etableret sig som en regulær stjernespiller, siden man sidst var ved forhandlingsbordet.
Gidsel er blandt andet blevet turneringstopscorer ved de seneste fire store slutrunder for det danske landshold, og tre gange er han også blevet kåret til turneringens bedste spiller.
I 2023 blev Gidsel kåret til verdens bedste spiller efter en sæson, hvor han blandt andet vandt sin hidtil eneste titel med Füchse Berlin - European League i 2022/23.
Søndag fejrede Gidsel sin nye aftale med syv mål og to assister i sit holds knusende 36-19-sejr over Potsdam. Landskollega Lasse Andersson delte topscorerværdigheden og bidrog desuden med tre oplæg.
Füchse Berlin er dermed toer i tabellen med fire point op til det overraskende førerhold Melsungen.
/ritzau/