AGF-træner efter nyt kollaps: Det er for dumt

SPORT20. SEP 2026 • 19:00

AGF kom til at stå for lavt i for lang tid i slutfasen, hvor holdet smed sejren, siger Jakob Poulsen.

Da cheftræner Jakob Poulsen gik ind i omklædningsrummet til AGF-spillerne, efter at holdet havde smidt endnu en sejr, sagde han, at det var for dumt, at aarhusianerne ikke fik tre point.

Det fortæller han efter 2-2-kampen mod AC Horsens til TV 2 Sport.

AGF førte 2-0, men med to scoringer i det 89. og 94. minut udlignede hjemmeholdet og forværrede den dårlige periode for AGF.

- Vi kom for lavt at stå i for lang en periode. Nogle gange skal man stå dernede, men det blev simpelthen for lang en periode, siger Jakob Poulsen til TV 2 Sport.

Efter kampen gik han ind til spillerne og sagde, at det var "for dumt", at de ikke tog sejren, fordi AGF havde fuld kontrol over kampen.

Poulsen erkender, at holdet er i en resultatmæssig krise, men mener ikke, at det kun har været dårligt, når man kigger på spillet.

- Vi er jo i en krise, da vi ikke vinder fodboldkampe. Når man kigger på hver enkelt kamp, er der jo nærmest ikke nogen, hvor vi bliver spillet ud af brættet, siger han.

Sejren var ellers yderst tiltrængt for de forsvarende danske mestre.

I den indeværende sæson af Superligaen er det blevet til fem uafgjorte og fire nederlag i ni kampe, og AGF har stadig ikke vundet i denne sæson.

Nu venter AGF en pause i de kommende uger, hvor der skal spilles landskampe.

Her skal cheftræner Jakob Poulsen forsøge at finde løsningen på, hvordan holdet kommer tilbage til den form, der i sidste sæson sikrede dem DM-guldet.

Holdet ligger i bunden af Superligaen sammen med Sønderjyske - begge har fem point.

AGF's næste kamp er 12. oktober mod netop Sønderjyske, og her vil der formentlig igen være pres på at få den længe ventede sejr.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT