Manchester City tager tre point trods to tabte føringer
Sunderland udlignede to gange mod Manchester City, men det var ikke nok til point i Premier League-mødet.
To udligninger og et hattrick er ikke altid nok, når man besøger Manchester City på Etihad Stadium.Det må Sunderland sande, efter at holdet søndag blev sendt nordøstpå med et nederlag på 3-5 i Premier League.
Undervejs gjorde den hollandske VM-profil Brian Brobbey ellers sit for at skabe en overraskelse med tre fuldtræffere, men Antoine Semenyos to mål umiddelbart før og efter pausen gjorde forskellen.
Der har ikke været meget slinger i valsen for stenrige City, som efter sidste sæson tog afsked med den succesfulde manager Pep Guardiola.
City har vundet samtlige fem kampe i ligaen efter sommerpausen under Enzo Marescas ledelse og ligger af samme årsag nummer et med tre point ned til Arsenal, som noget overraskende tabte lørdagens kamp mod Brighton.
Nyindkøbte Enzo Fernandes åbnede søndagens målfest med en scoring på direkte frispark efter ni minutter.
Argentineren overraskede tilsyneladende Robin Roefs i buret ved at skyde på mål fra en svær vinkel.
Brobbey viste sin skarphed et par minutter senere. På kanten af offside fik han en perfekt stikning i dybden og udlignede første gang.
Knap en halv time var spillet, da Rayan Cherki scorede til 2-1, men nok en gang svarede Brobbey igen. Denne gang fik han bolden serveret, før han nemt udlignede fra tæt hold.
Men Sunderland fik ikke lang tid til at nyde sit andet comeback.
Semenyo hamrede kort før pausen en lidt tilfældig bold i kassen, og efter sidebyttet gjorde han det samme i den anden ende.
Ghaneseren udnyttede et forsvarskoks af de større til at score til 4-2.
Igen gik der bare et par minutter, før Brobbey var på plads til en nem scoring.
City tillod gæsterne masser af store chancer, men holdt fast i de tre point. Målslugeren Erling Haaland gled tilmed den sidste pind i nettet otte minutter før tid.
Også titelbejlerne fra Liverpool fik fuld gevinst i udekampen mod Bournemouth.
Svenske Alexander Isak fejrede sit fjerde sæsonmål med rollen som matchvinder i 1-0-sejren.
RITZAU
