Mathias Gidsel bliver en del af fornemt selskab med ny titel
Med sin anden titel som verdens bedste spiller er Mathias Gidsel blandt nogle af håndboldens største navne.
Den danske håndboldspiller Mathias Gidsel er for andet år i træk blev kåret af Det Internationale Håndboldforbund (IHF) som verdens bedste mandlige håndboldspiller.Gidsel, der til daglig spiller i tyske Füchse Berlin, vandt i 2024 OL-guld og EM-sølv med Danmark, mens han førte Füchse Berlin til en andenplads i den tyske Bundesliga. Det var klubbens bedste placering nogensinde.
Ved at blive kåret til verdens bedste håndboldspiller to gange har Gidsel kun Mikkel Hansen og Nikola Karabatic foran sig, når det kommer til flest titler som verdens bedste håndboldspiller. De to har modtaget prisen tre gange.
- Når jeg kigger i historiebøgerne og ser, hvilke navne jeg nu matcher eller bliver sammenlignet med, så er det jo sådan noget, jeg glæder mig til at fortælle mine børn om. At jeg var verdens bedste til det, jeg elsker, siger Mathias Gidsel.
- Det virker helt absurd at tænke på, men nu er der ikke andet for end at jagte Mikkel Hansen og Nikola Karabatic og forhåbentlig vinde en tredje titel, siger han.
Danskeren havde ikke turde drømme om at kunne ende i selskab med nogle af håndboldens største stjerner, men det får ham ikke til at skrue ned for tempoet.
- Jeg er virkelig stolt over at have opnået det, jeg har på en forholdsvis kort karriere. Det kommer selvfølgelig som et resultat af at træne hårdt og passe på mig selv. Jeg synes kun, at jeg bliver bedre og bedre, og det vil jeg fortsætte med.
- At blive kåret både af fans og trænere til at være verdens bedste til det, man lever af, betyder selvfølgelig utrolig meget. Det viser også, at alt kan lade sig gøre selv for en spinkel dreng fra Vestjylland, siger Gidsel.
Højrebacken har lige nu øjnene stift rettet mod det tyske mesterskab, hvor han med Füchse Berlin er en del af den tætte topkamp.
- Vi har spillet os i en position, hvor vi selv kan afgøre det, og det er en enorm drivkraft for resten af sæsonen. Der er meget håndbold, der skal spilles endnu, men alle muligheder er åbne for os, siger Gidsel.
Gidsel og Füchse Berlin skal søndag i aktion i Bundesligaen på hjemmebane mod Hamburg, hvor danskeren skal hyldes som verdens bedste håndboldspiller inden kampen.
/ritzau/