Manchester City brugte flest penge i transfervinduet

4. FEB 2025 • 11:04SPORT

Med indkøb af flere spillere blev Manchester City den klub, der brugte flest penge i vinterens transfervindue.

Manchester City brugte næsten lige så mange penge på nye spillere i vinterens transfervindue som de øvrige 19 Premier League-hold tilsammen.

Det er status, efter at vinduet klappede i mandag ved midnat. Ifølge Reuters brugte Manchester City 180 millioner engelske pund. Det svarer til 1,6 milliarder danske kroner.

De øvrige 19 klubber brugte i alt 1,7 milliarder kroner i et ellers stille vindue.

Manchester Citys forbrugsfest er den næsthøjeste i verden af en enkelt klub i januars transfervindue, der i år varede nogle dage ind i februar.

Forbruget på nye spillere er kun overgået af Chelsea, som ifølge Transfermarkt i januar 2023 brugte 275 millioner pund. Det svarer til 2,5 milliarder danske kroner.

På transfervinduets sidste åbne dag i England nåede Manchester City at hente den spanske midtbanespiller Nico Gonzalez i Porto for omkring 450 millioner kroner.

Det var Manchester Citys fjerde store handel, efter at manager Pep Guardiola også har fået tilgang af Omar Marmoush, Abdukodir Khusanov og Vitor Reis i det nye år.

Marmoush var den dyreste tilgang med et prisskilt på over en halv milliard, da han blev købt i tyske Frankfurt.

Med til historien er, at Manchester City i sommer blandt andre solgte angriberen Julian Alvarez for omkring 850 millioner kroner til Atlético Madrid.

- Fra et økonomisk perspektiv er City i en meget stærk position. Mange spillere har forladt klubben, og det har givet klubben et sted mellem 1,4 og 1,5 milliarder kroner i profit, siger Kieran Maguire til BBC.

Han er ekspert i fodboldøkonomi og peger på, at City har tjent gode penge på at være med i Europa hvert år.

- Dertil kommer bonusser fra sponsorer, tv-penge og at man har vundet mange trofæer, siger han.

Det store spørgsmål er nu, hvad udfaldet af sagen mod Manchester City, der er anklaget for 115 brud på Premier Leagues økonomiske regler, bliver.

- Når det er afklaret, så tror jeg, at man vil se en ændring i, hvor meget City kan bruge på spillere fremover, lyder det fra Kieran Maguire.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT