Dataetisk Råd: Chatkontrol er at gamble med demokratiske rettigheder

8. OKT 2025 • 21:19INDLAND/KRIMINAL

I brev advarer 700 forskere og eksperter i cybersikkerhed mod EU-forslag om adgang til krypterede samtaler.

EU's forslag om, at techgiganter skal tjekke indholdet af private borgeres billeder og videoer på krypterede platforme, også omtalt som chatkontrol, vil bryde med fundamentale frihedsrettigheder.

Det mener Dataetisk Råd, der advarer mod den såkaldte CSA-forordning i en kronik i Berlingske.

- Forordningen vil pålægge udbydere af digitale kommunikationstjenester at etablere systemer, der potentielt kan resultere i overvågning af hundrede millioner af borgere i EU, skriver rådet.

End-to-end-kryptering af beskeder betyder, at en besked kun kan læses af afsenderen og dens modtagere.

Meningen med forslaget er at tillade, at krypterede samtaler kan kontrolleres af techgiganter såsom WhatsApp, Instagram, Facebook og Signal, så misbrugsmateriale med børn kan opdages og stoppes.

Men dataetisk set er det afgørende, at borgere kan bevare kontrol over, hvem der får adgang til deres private informationer, lyder det fra rådet.

- Samtidig vil de enorme datamængder, der over tid samles i EU-centre, sjældent have værdi i konkrete efterforskninger - men vil uundgåeligt virke tillokkende for andre datahungrende myndigheder og efterretningstjenester.

- Dermed risikerer vi at åbne for en massiv sekundær udnyttelse af borgernes data, skriver rådet i kronikken.

Risikoen for falske positiver er høj og borgere risikerer at blive overladt til gætværk, lyder advarslen fra rådet, der tilføjer:

- Kan du som borger være sikker på, at det billede af dit toårige barn, som leger nøgen på stranden, ikke kan risikere at blive kategoriseret som ukendt børnemisbrugsindhold? Hvordan skal du som ung forelsket teenager vurdere, om et billede, du sender til en flirt, kan have karakter af grooming?

I et åbent brev, som Dataetisk Råd henviser til, advarer 700 forskere og eksperter i cybersikkerhed om, at chatkontrol vil blive enden på krypteret kommunikation, og at forslaget indebærer en alvorlig sikkerhedsrisiko.

Justitsminister Peter Hummelgaard (S) er i kraft af Danmarks EU-formandskab sat i spidsen for at få forhandlet forordningen på plads.

Muligheden for at scanne krypterede samtaler er blevet mødt af kritik fra flere sider, der mener, at den form for masseovervågning truer datasikkerheden og kan misbruges.

Kritikken har ført til, at muligheden for at scanne tekst- og lydbeskeder er pillet ud i et revideret forslag, som det danske formandskab står bag.

Men det reviderede forslag er ikke godt nok, mener Dataetisk Råd, der fortsat kalder forslaget en mangel på "reel beskyttelse af privatliv og sikker kommunikation".

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT