Mainz fyrer Bo Henriksen med rosende ord
Bo Henriksen er fortid i Mainz efter en dårlig start på sæsonen, men får roser med på vejen.
Bo Henriksen er færdig som cheftræner i Mainz efter en periode med svigtende resultater.Det skriver bundesligaklubben på sin hjemmeside onsdag eftermiddag.
Dermed slutter en knap toårig periode, som længe var en stor succes, inden det i denne sæson er blevet til blot én sejr i 12 ligakampe for den 50-årige dansker.
Danskerens succes afspejles tydeligt i de ord, han får med på vejen af sportsdirektør Christian Heidel.
- Mainz 05 skylder Bo Henriksen rigtig, rigtig meget. Han har rusket både klubben og hele byen vågne i en næsten håbløs situation og med sin empatiske, passionerede måde ført os til overlevelse i ligaen - og et år senere endda helt til Conference League, siger Heidel til klubbens hjemmeside.
"Den nye udvikling", som Heidel kalder det, har dog krævet en ny kurs.
- Sammen med Bo er vi nået frem til erkendelsen af, at vi har nået et sådant punkt, også selv om bruddet virkelig gør ondt. Bo er en fremragende træner og et fantastisk menneske. Vi ønsker ham alt tænkeligt godt. Han har en stor plads i vores hjerter og historiebøger, siger Heidel.
U23-træner Benjamin Hoffmann overtager foreløbigt førsteholdet i Mainz. Hvad der skal ske med de danske assistenter Michael Silberbauer og Mikkel Jespersen, melder historien foreløbigt ikke noget om.
Henriksen blev i februar 2024 løst fra sin kontrakt i schweiziske FC Zürich, så han kunne overtage træneransvaret i Mainz, der fyrede Jan Siewert på et tidspunkt, hvor den tyske klub lå nummer 17 med ni point til den rette side af nedrykningsstregen.
Allerede i bundesligadebuten hentede Henriksen en sejr, den blot anden for Mainz i sæsonen i den 22. spillerunde.
Under Henriksen sluttede Mainz sæsonen med ni kampe i træk uden nederlag, inklusive fem sejre, hvilket bragte klubben fra en position under nedrykningsstregen til 13.-pladsen.
Sæsonen 2024/25 blev en kæmpe succes, og et stykke inde i forårssæsonen så det endda ud til, at Mainz ville snuppe en plads i top-4 og dermed bane sig vej til Champions League.
I sidste ende sluttede Mainz på en trods alt flot sjetteplads, der sikrede kvalifikation til Conference League.
I den nye sæson har Mainz slet ikke formået at levere på resultattavlen, og det er blot blevet til én sejr i de første 12 runder.
Søndag nåede holdet et nyt lavpunkt, da udekampen mod Freiburg sluttede med et nederlag på hele 0-4.
/ritzau/
