Magnussen udgår tidligt i hjemmebanetriumf i Monaco

26. MAJ 2024 • 17:32SPORT

Den danske racerkører Kevin Magnussen nåede ikke engang at køre en omgang i Monaco, hvor Leclerc sejrede.

Kevin Magnussen balancerer på randen af en løbskarantæne i Formel 1, og allerede på første omgang af søndagens grandprix i Monaco påkørte danskeren Red Bulls Sergio Perez, som med høj fart bragede ind i barrieren.

Red Bull-bilen røg efterfølgende ind i Magnussens teamkammerat Nico Hülkenberg og danskeren selv, så alle tre biler måtte udgå.

Da løbet blev genoptaget uden de tre biler, blev det et lidet interessant løb i gaderne, hvor overhalingsmulighederne er stærkt begrænsede. Det udnyttede hjemmebanefavoritten, Ferraris Charles Leclerc, til at sikre sin første sejr på banen i fyrstedømmet.

Tre af de seneste fire år er han startet forrest i løbet, men først i år lykkedes det ham at køre sejren hjem fra pole position. Han vandt foran McLarens Oscar Piastri og Carlos Sainz i den anden Ferrari.

Optagelserne af Magnussens ulykke på første omgang viste tydeligt, at det var Magnussen, som ramte mexicanerens bil, og det kunne give Magnussen en straf, som kunne udløse løbskarantænen.

Ifølge ESPN lader det dog til, at løbsjuryen har stemplet det som en "race incident". Kort fortalt betyder det, at det er noget, som kan ske, hvor ingen bærer skylden. Magnussen selv mener bestemt heller ikke, at han var skyldig.

- Jeg kan ikke se, hvordan det skal være min fejl. Han pressede mig ind i væggen, og det var der ingen grund til, for der var plads til venstre for ham, siger danskeren ved en presseseance ifølge Viaplay.

- Reglerne foreskriver, at man skal give plads ind mod væggen, men det gjorde han ikke. Han så mig nok ikke, men han skulle have givet plads.

Perez var foran på en kringlet langside, og mens Magnussen forsøgte at presse sig foran Hülkenberg, ramte han bagenden på den foranliggende Red Bull-bil.

Perez' bil blev voldsomt beskadiget. Den var reduceret til noget, der mindede om halv størrelse.

Der blev straks viftet med det røde flag, og løbet blev suspenderet, mens banen blev ryddet for vragdele.

Uforsvarlig kørsel straffes i Formel 1 med en slags klip i kørekortet. Hvis en kører får 12 klip, så koster det karantæne i et grandprix.

Forud for grandprixet i Monaco havde Magnussen allerede ti klip i kortet i sæsonen. Hvis han ender med at blive tildelt skylden for sammenstødet, kan det meget vel give mindst to klip.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

25. JUL 2024 • 14:33SPORT
Wozniacki får god OL-lodtrækning

SENESTE RITZAU