Inflationen i eurolandene er tilbage under to procent
Eurostat har opgjort inflationen i eurozonen til 1,9 procent i maj forud for rentemøde på torsdag.
Meget tyder på, at inflationsfrygten for alvor er sparket til hjørne i de lande, der har euroen som valuta.En opgørelse fra det europæiske statistikbureau Eurostat viser, at inflationen i eurolandene blot lød på 1,9 procent i maj måned.
Det er første gang siden september, at tallet er under målsætningen på to procent, og det er et fald på hele 0,3 procentpoint sammenlignet med april.
En vigtig årsag er, at kerneinflationen - hvor man ser bort fra priser på energi og råvarer - er faldet fra 2,7 procent til 2,3 procent. Det er det laveste niveau i mere end tre år.
Dagens tal efterlader ifølge Jeppe Juul Borre, der er cheføkonom i Arbejdernes Landsbank, Den Europæiske Centralbank (ECB) med en nem beslutning, når der torsdag holdes rentemøde.
- ECB har foreløbig sænket renten tre gange i år, og det er i høj grad forventningen, at de trykker på renteknappen igen på torsdag, hvor de har rentemøde, siger han.
Chefanalytiker Bjørn Tangaa Sillemann fra Danske Bank tror da også, at inflationen vil holde sig omkring to procent de kommende måneder.
- Lidt svagere global efterspørgsel efter europæiske varer som følge af handelskrigen og billigere importvarer som følge af den styrkede euro vil bidrage til at holde inflationen nede, lyder hans vurdering.
Spørgsmålet er så, hvad en stabil og lav inflation vil betyde for rentebeslutningerne de kommende måneder.
Søren Kristensen, der er cheføkonom i Sydbank, mener, at der fortsat er grund til at sænke renten, selv om inflationsmålet er nået.
Det skyldes, at europæisk økonomi lige nu kører på lavt blus og kunne have glæde af det skub bagi, som flere rentenedsættelser vil give.
- Derfor forventer vi også, at ECB fortsætter med at sætte renten ned på den anden side af sommerferien. Det vil trække de korte renter endnu længere ned, end vi ser nu, siger han.
Det er blandt andet boligejere med variable renter og hyppig refinansiering, der får størst glæde af rentesænkningerne, herunder dem med såkaldte F-kort-lån, der står over for at skulle have ny rente med virkning fra 1. juli.
/ritzau/