Norsk enmandshær sikrer Team Esbjerg CL-bronze

1. JUN 2025 • 16:35SPORT

Henny Reistad trådte i karakter, da Team Esbjerg havde brug for det. For andet år i træk gav det CL-bronze.

Team Esbjerg kommer ikke tomhændet hjem fra årets Final 4 i Champions League.

Efter etmålsnederlaget til Györ i semifinalen tog de danske mestre revanche i bronzekampen, hvor franske Metz blev slået med 30-27 i Budapest.

Det kan holdet ikke mindst takke verdens bedste håndboldspiller Henny Reistad for. Efter en rolig første tredjedel af kampen scorede den norske stjerne fem af holdets sidste syv mål. Hun blev også topscorer med otte mål

Det er andet år i træk, Esbjerg vinder CL-bronze.

Var man i tvivl om, hvorvidt de danske mestre var motiverede til den fjerde CL-bronzekamp på fire år, aflivede Line Haugsted den tvivl efter bare to minutter.

Hun sprintede ti meter frem for at kaste sig over en løs bold på gulvet.

Alligevel var det Metz, som åbnede bedst. Franskmændene spillede hurtigt og kom foran 4-1, før Esbjerg fik gang i angrebsspillet.

Efter små ti minutter kunne Michala Møller bryde igennem og udligne til 6-6, i en kamp hvor målvogterne indledningsvist ikke fik fat i så meget.

Midtvejs i halvlegen begyndte Anna Kristensen dog at tage fra i det danske mål og fik taget lidt revanche for den sløje indsats i semifinalen.

Både på straffekast og på fløjskuddene viste hun klasse flere gange, og det slog holdkammeraterne kapital af i den anden ende.

Fra 12-11 scorede vestjyderne fire mål på stribe og havde kurs mod en god pauseføring med små seks minutter tilbage af halvlegen.

En række store fejl, hvor især Live Rushfeldt Deila var en synder, og et par brændte chancer gav franskmændene muligheden for at lukke hullet og slippe til pause bagud 16-17.

Metz fik hurtigt kontakt i anden halvleg, og da Henny Reistad efter syv minutter ved 20-20 fik en vildfaren fransk arm i ansigtet og måtte en tur i omklædningsrummet, ramte det øjeblikkeligt Esbjergs angrebsspil.

De fire minutter, verdensklassespilleren var væk fra banen, vandt Metz 2-0, men med Reistad tilbage på banen, blev den danske offensiv genoplivet.

Tomas Axnér gik med god succes et par gange over til at spille syv mod seks, og med de ekstra screeninger boltrede Reistad sig med vigtige mål.

Nede 23-25 scorede nordmanden fire mål på stribe, så Esbjerg gik ind til de sidste syv minutter med en føring på 27-25, da forsvaret og Anna Kristensen samtidig havde fundet melodien.

Faktisk scorede hun fem af Esbjergs mål på stribe, og det var hende, som slog hullet, der sikrede sejren i sidste ende.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT