Fejring går galt og sender racerkører på hospitalet
Nascar-køreren Connor Zilisch kravlede op på bilen og faldt ned med hovedet forrest, da han ville fejre sejr.
Den amerikanske racerkører Connor Zilisch kom lørdag til skade under fejringen af en sejr i løbsserien Nascar.Det skriver CBS Sports og flere amerikanske medier.
Efter sejren på racerbanen i Watkins Glen i delstaten New York kravlede den 19-årige kører op på bildøren.
Her mistede Zilisch balancen og faldt ned på jorden, hvor han landede med hovedet først.
Zilisch blev umiddelbart liggende på jorden. Senere blev han på en båre ført hen til en ambulance, så han kunne blive undersøgt på racerbanens eget medicinske center.
Connor Zilisch blev hurtigt meldt ved bevidsthed af Nascar, der også oplyste, at racerkøreren var blevet overført til et lokalt hospital.
Omkring klokken 03.20 dansk tid skrev Zilisch på det sociale medie X, at han atter var udskrevet og var sluppet med et brækket kraveben.
- Tak for alle for at række ud til mig i dag. Jeg er blevet udskrevet fra hospitalet og har det allerede bedre.
- Heldigvis viste CT-scanninger, at mit hoved har det fint, og jeg har kun brækket kravebenet, skriver Connor Zilisch.
- Jeg er taknemmelig for alle de læger, der reagerede hurtigt, og glad for, at det ikke endte værre, lyder det videre.
Sejren i Watkins Glen var Connor Zilischs sjette i denne sæson i Nascar Xfinity-løbsserien.
Efter at han i maj vendte tilbage efter en skadespause, har teenagekøreren sluttet i top-fem i de seneste 11 racerløb.
Ud over lørdagens sejr har Connor Zilisch vundet løb i Pocono, Sonoma, Dover og Indianapolis. Tilbage i marts sluttede han også øverst på podiet på Circuit of the Americas i delstaten Texas.
Ifølge CBS Sports anses han som en af de største unge stjerner i Nascar.
/ritzau/