Målmager fremhæver FCM's karakter efter FCK-skalp

17. APR 2025 • 21:34SPORT

FC Midtjylland viste karakter ved at slå tilbage efter FC Københavns comeback, mener Adam Buksa.

FC Midtjylland var torsdag på hælene og på kurs mod fjerde kamp med pointtab i træk.

Med to mål i slutfasen sikrede midtjyderne en 4-2-sejr over FC København, og dermed er det forsvarende mesterhold tilbage på førstepladsen i mesterskabsspillet.

Kampens dobbelte målscorer, Adam Buksa, fremhæver sit hold mentale styrke efter at have smidt en 2-0-føring.

- Først og fremmest reagerede vi ikke særligt godt i anden halvleg, og vores start var ikke god. Men vi viste karakter ved at steppe op og score mål igen efter at have indkasseret to.

- Trods de tre point er der helt sikkert ting, vi skal forbedre frem mod de sidste kampe. Alle kampe har hver deres historie, men i sidste ende handler det om pointene, siger polakken ifølge FCM's hjemmeside.

FCK-træner Jacob Neestrup er især utilfreds med første halvleg og Ousmane Diaos afgørende mål til 3-2 efter et hjørnespark.

- Vi skal præstere meget bedre, end vi gjorde i første halvleg, hvor vi var meget låste offensivt og gav to mål væk.

- Vi havde bolden meget, men uden at komme nogen vegne, men vi skal stadig kunne spille til nul, især når vi havde bolden så meget, som vi havde, siger Neestrup til fck.dk.

FCM har to point ned til FCK med seks runder tilbage af sæsonen.

- Det er selvfølgelig ærgerligt, at vi for anden kamp i træk står med nul point til allersidst, for begge kampe lå bestemt til mere, men jeg tror stadig på, at vi kan vinde mesterskabet.

- Det bliver svært, men vi vil gøre, alt hvad vi kan i de sidste seks runder, siger Neestrup.

FCK møder AGF i sine to næste opgør, mens FCM to gange duellerer med FC Nordsjælland.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT