Flugt fra vilde hunde og bænkpladser har præget profdebut
Jacob Skov Olesen måtte tage benene på nakken, da en flok vilde hunde fik øje på ham i Mauritius.
Jacob Skov Olesen har oplevet lidt af hvert, siden han i november sidste år sikrede sig fast adgang til DP World Tour.For eksempel fik han sig noget af et chok, da han i sin tredje turnering i Mauritius ikke helt kunne fornemme, hvordan første hul så ud.
- Om morgenen i første runde skulle jeg op over en bakke for at se, hvor jeg skulle slå hen. Så lå der nogle vilde hunde, som så rigtig klamme ud, og de valgte at angribe og jagte mig.
- Så jeg fik benene på nakken. Det var lidt af en start på den dag, siger den 25-årige golfspiller med et grin.
Chokket forplantede sig dog ikke i hans golfspil. Med en niendeplads blev turneringen hans hidtil næstbedste på DP World Tour, og han kunne tage cirka 210.000 kroner med sig hjem fra den østafrikanske paradisø.
Indtil november sidste år var Jacob Skov Olesen amatør, men da han gennem den såkaldte Qualifying School indløste billet til DP World Tour, blev han professionel.
Siden da har han spillet syv turneringer og har klaret cuttet i fire af dem. Senest blev han delt nummer syv ved Joburg Open i Sydafrika og puttede cirka 215.000 kroner i lommen.
- Jeg er fint tilfreds. Der har været nogle turneringer, der kunne være blevet til lidt mere. Men jeg har spillet ret godt og sat nogle ret fine resultater sammen. Det er også dejligt at komme godt fra land, så man ikke senere på sæsonen føler, at man skal komme bagfra, siger Jacob Skov Olesen.
Med det mener han, at denne sæsons mission går ud på at stige i hierarkiet på europatouren. Lige nu er han placeret sådan i rangordenen, at han ikke nødvendigvis kan spille alle turneringer.
To gange er han fløjet ind til en turnering for at ende som førstereserve og ikke få lov til at spille. Det skete i både De Forenede Arabiske Emirater og Indien tidligere på året.
- Man sidder faktisk bare og venter og håber på, at man kommer til at spille, men det skete så ikke. Det er lidt skørt og ikke superideelt, men man må jo bare være klar, siger Jacob Skov Olesen.
Han trøster sig selv med, at han får prøvet de forskellige baner af, inden han forhåbentlig næste år er med på startlisten.
I denne uge kommer han med sikkerhed ikke til at sidde over. Han er således kommet ind i turneringen Volvo China Open, som begynder torsdag.
/ritzau/