FCK-keeper får ekstra karantænedag for skalle

17. APR 2025 • 13:47SPORT

Diant Ramaj får tre kampes karantæne i stedet for to efter rødt kort. FCK accepterer straffen.

FC København må undvære førstekeeper Diant Ramaj i de kommende tre kampe i stedet for to.

Torsdag er tyskeren blevet idømt en ekstra spilledags karantæne efter at have fået rødt kort i søndags mod Brøndby, hvor han nikkede Brøndby-reserven Thomas Mikkelsen en skalle.

Det skriver FCK på sin hjemmeside.

Dermed går han glip af torsdagens udekamp mod FC Midtjylland samt både en hjemme- og udekamp mod AGF. Ramaj er lejet i tyske Borussia Dortmund frem til udgangen af sæsonen.

FCK tager karantænen til efterretning og anker ikke sanktionen.

Foruden målmandens ekstra karantænedag er FCK idømt en bøde på i alt 300.000 kroner, hvoraf størstedelen skyldes tilskuerrelaterede uroligheder ved søndagens københavnerderby.

FCK straffes med en bøde på 250.000 kroner for afbrænding af romerlys, ølkast, banner med opfordring til vold, internt slagsmål på B-tribunen samt forsøg på indtrængen på banearealet.

De sidste 50.000 kroner af bøden er relateret til tumulten efter slutfløjt. Her så også Brøndbys to målmænd i kampen rødt.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT