Landsholdsanfører Sandra Toft udelades fra EM-trup

5. NOV 2024 • 11:06SPORT

Flere velkendte navne på landsholdet, heriblandt Sandra Toft, rejser ikke med til EM-slutrunden i december.

De danske håndboldkvinder drager til EM uden den vanlige anfører Sandra Toft.

Den mangeårige landsholdsmålvogter er ikke en del af den trup, som landstræner Jesper Jensen har udtaget til EM-slutrunden i december.

Det oplyser DanskHåndbold i en pressemeddelelse.

Foruden Sandra Toft er andre vanlige landsholdsspillere som Louise Burgaard, Mette Tranborg, Kathrine Heindahl, Simone Petersen og Elma Halilcevic heller ikke med i truppen.

Bagspillerne Helene Kindberg Hansen og Stine Eiberg Jørgensen får slutrundedebut.

Landstræner Jesper Jensen forklarer, at de danske håndboldkvinder har været gennem et fysisk hårdt år, hvilket har spillet en rolle i den endelige trup.

- Det har været et vildt år med mange kampe for mange spillere, og OL har kostet kræfter hos nogen, mens andre døjer med småskader, siger landstræneren i pressemeddelelsen.

Trods fraværet af flere rutinerede landsholdsspillere ser Jesper Jensen frem til, at nye kræfter kan få chancen til slutrunden.

- De næste i rækken er i den grad klar til at tage over, og de spillere, som vi har udtaget til EM, udgør en perspektivrig fremtid for dansk håndbold, lyder det videre.

De 16 spillere i EM-truppen skal også spille Golden League i Danmark 21., 23. og 24. november.

I de testkampe er det Norge, Rumænien og Holland, der kommer på besøg.

Danmark indleder EM 29. november i Basel.

Kroatien, Schweiz og Færøerne er modstanderne i det indledende gruppespil.

Går Danmark videre til mellemrunden og eventuelt finaleweekenden, spilles begge dele i Wien.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT