Lungesygdommen KOL koster rekordmange danskere livet

9. OKT 2025 • 11:43INDLAND/KRIMINAL

I 2023 kostede lungesygdommen 3835 mennesker livet i Danmark, og det er det hidtil højeste på et år .

Lungesygdommen KOL kostede i 2023 3835 mennesker livet i Danmark.

Det er det hidtil højeste antal dødsfald registreret på et enkelt år som følge af KOL, skriver Lungeforeningen i en pressemeddelelse.

KOL - Kronisk Obstruktiv Lungesygdom - er ifølge Lungeforeningen den enkeltsygdom, der hvert år slår flest ihjel i Danmark.

Sammenlignet med de andre europæiske lande har Danmark usædvanligt mange KOL-relaterede dødsfald.

Med få undtagelser har Danmark ifølge Lungeforeningen haft europarekord i KOL-dødelighed siden 2001.

Det anslås, at cirka 400.000 danskere har sygdommen, men det er kun omkring 160.000, der har fået stillet diagnosen.

Det betyder, at mange går rundt med sygdommen uden at vide det og ikke kommer i behandling.

Det kan der være flere forklaringer på, lyder det fra professor ved Aalborg Universitet Ulla Møller Weinreich, der også er ledende overlæge ved Aalborg Universitetshospital.

- Når man taler med patienter, føler de sig ikke altid helt taget alvorligt, når de bliver mødt i sundhedsvæsenet eller andre steder i det sociale system.

- Mange får fornemmelsen af, at det er deres egen skyld, siger hun til Ritzau.

Det er heller ikke altid, at personer, der har fået stillet diagnosen, får den rette hjælp, påpeger hun.

- Selv blandt dem, der har fået stillet diagnosen, er der en stor del, der ikke får den nødvendige behandling.

- Vi har primært tænkt behandling som noget, der skulle lindre. Men vi har faktisk medicin nu, der kan forebygge sygdommens udvikling.

- Men det har vi åbenbart ikke fået formidlet godt nok til patienterne, siger Ulla Møller Weinreich.

I Lungeforeningen sætter direktør Ann Leistiko sin lid til, at de kommende kronikerpakker kommer til at gøre en forskel.

Det er pakkeforløb med bestemte tidsfrister for henvisning til undersøgelser og behandling i stil med de forløb, som kræftpatienter er omfattet af.

- Det er altafgørende, at den kommende KOL-pakke sætter en ramme, der sikrer, at der sættes stærkt ind fra starten.

- Det er i de første samtaler med egen læge, at der lægges grobund for et godt forløb for patienten senere hen.

- Et forløb, der fra start skal lægges for hele livet, for modsat andre sygdomsformer, så er KOL og andre kroniske sygdomme jo ikke noget, man slipper af med igen, siger Ann Leistiko i pressemeddelelsen.

KOL-patienter ventes at blive omfattet af pakkeforløbet fra 2027.

Det er først og fremmest tobaksrygning, der er skyld i KOL. Men passiv rygning og luftforurening kan også være medvirkende årsager.

Symptomer på KOL er for eksempel åndenød, pibende og hvæsende vejrtrækning og vedvarende hoste.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT