Aftale om våbenhvile skal først vedtages af Israels regering

9. OKT 2025 • 12:01UDLAND

Der har torsdag været flere modstridende meldinger om, hvorvidt en våbenhvile i Gaza er trådt i kraft.

En aftale om våbenhvile i Gaza træder først i kraft, efter at fredsplanen er vedtaget af den israelske regering.

Det oplyser det israelske premierministerkontor ifølge både Reuters og AFP.

Der har torsdag formiddag været flere modstridende meldinger om, hvorvidt en våbenhvile i Gaza var trådt i kraft.

Meldingen fra anonyme kilder har i flere medier været, at en første fase i fredsplanen skulle underskrives i Egypten omkring klokken 11.00.

Egyptisk stats-tv oplyste kort efter 11.00 ifølge Reuters, at en våbenhvile var trådt i kraft, men hurtigt lød meldingen fra israelsk side, at det endnu ikke er sket.

- I modsætning til hvad arabiske medier rapporterer, vil nedtællingen på 72 timer først begynde, når aftalen er godkendt på kabinetmødet, hvilket forventes at ske i aftentimerne, lyder det i en erklæring fra det israelske premierministerkontor ifølge nyhedsbureauet AFP.

Ifølge flere kilder med kendskab til aftalen skal Hamas løslade 20 levende gidsler, 72 timer efter våbenhvilen er startet. Det skriver flere nyhedsbureauer.

Forventningen er, at fangeudvekslingen, som også inkluderer omkring 2000 palæstinensere, der sidder fængslet i Israel, vil finde sted søndag eller mandag.

Det er dog endnu ikke bekræftet.

Egyptens præsident, Abdel Fatah al-Sisi, siger torsdag formiddag ifølge Reuters, at der er enighed om en aftale om at etablere en våbenhvile og afslutte krigen i Gaza.

- Verden er vidne til et historisk øjeblik, der symboliserer viljens sejr for fred over krigens logik, siger han ifølge mediet.

Det er Egypten, der er vært for de indirekte forhandlinger mellem Israel og Hamas.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT