Korsbåndsskade koster Andreas Christensen lang pause
Det kommer formentlig til at vare flere måneder, før Andreas Christensen er tilbage på fodboldbanen.
Den danske landsholdsspiller Andreas Christensen står foran endnu en lang pause fra fodbolden.Den uheldige midterforsvarer har fået konstateret et delvist overrevet korsbånd i det venstre knæ, meddeler hans klub, FC Barcelona, på X.
Der er tale om det forreste korsbånd, og planen er at lade skaden hele af sig selv, så Christensen slipper for en operation.
- Efter tests er der valgt en konservativ behandlingsmetode, skriver klubben.
Barcelona oplyser ikke, hvor længe klubben forventer at måtte undvære den 29-årige dansker.
Ifølge sportsmediet El Mundo Deportivo anslås det dog, at han vil være ukampdygtig de næste tre-fire måneder.
Andreas Christensen pådrog sig skaden, da holdet lørdag trænede som forberedelse til søndagens opgør på udebane mod Villarreal.
Han foretog en uheldig bevægelse, udgik fra træningen og rejste ikke med holdkammeraterne sydpå.
Landsholdsstopperen har været hårdt plaget af skader i de senere år. Problemer med den ene læg betød, at han gik glip af stort set hele sidste sæson, hvor han kun var på banen i fem ligakampe.
Skaden kostede ham mere end et års pause fra landsholdet efter EM i 2024. Han vendte først tilbage i dette efterår, hvor han til gengæld spillede fuld tid i samtlige seks kampe i VM-kvalifikationen.
Nu må landstræner Brian Riemer igen undvære den stærke forsvarsspiller, og det ærgrer ham voldsomt.
- Først og fremmest er jeg enormt ked af det på AC's vegne, siger Riemer til TV 2 Sport.
- Det er en ulykkelig situation for ham med en alvorlig skade, og så er det jo helt åbenlyst også et hårdt slag for landsholdet, at vi skal undvære en så afgørende spiller i vores forsvar.
Hvis antagelsen om tre-fire måneders pause holder, får han svært ved at blive klar til VM-playoffkampen mod Nordmakedonien 26. marts og eventuelt playoff-finalen mod Irland eller Tjekkiet fem dage senere.
Også for Barcelona-træner Hansi Flick er Christensens fravær en streg i regningen. Det catalanske forsvar mangler i forvejen Ronald Araujo, der er ude på ubestemt tid af personlige årsager.
/ritzau/
