Kokkelandshold skal hjælpe OL-atleter til medaljehøst

15. APR 2024 • 17:18SPORT

Kokkelandsholdet skal sørge for de danske OL-atleters kost til sommer, og det får afgørende betydning.

Når de danske atleter til sommerens OL i Paris står klar med tallerkenerne, vil de medaljehungrende sportsfolk mærke et nyt niveau.

Team Danmark og Danmarks Idrætsforbund (DIF) har nemlig indgået et samarbejde med Dansk Gastronomisk Union, der står bag kokkelandsholdet, som skal sørge for atleternes kost under De Olympiske Lege til sommer.

Ernæringen undervejs i OL er en absolut nøgle for atleterne, og buffeten ved tidligere OL har over tid været meget ensformig. Det har resulteret i negative fysiske konsekvenser for atleterne, der skal kæmpe om medaljer for Danmark.

- Nogle af herrelandsholdsspillerne i håndbold tabte sig fire til seks kilo til OL i 2021. Noget af det var selvfølgelig væsketab, men man kan ikke tabe så meget i ren væske, siger Cecilie Refsgaard, som er ernæringsfysiolog i Team Danmark.

- Det samme skete for dressurrytterne, og der er generelt mange atleter, der kan tabe sig under OL. Vi ser det ofte ved buffetspisning. Når man får den samme buffet hver dag, vil atleterne ubevidst spise mindre og mindre for hver dag.

Det tårnhøje niveau fra det danske kokkelandshold skal komme de udfordringer til livs i Paris. Her skal de atleter, som bor i et dansk setup uden for OL-byen i Paris, have et fast hold af kokke med sig.

Det gælder blandt andet for danske cykelryttere, golfspillere, ryttere, og kajakroere. En af disse er den tidligere medaljevinder Emma Aastrand Jørgensen, der i 2016 vandt OL-sølv i enerkajak og siden hentede to bronzemedaljer ved OL i 2021.

- Det bliver lige et gear op nu, fordi vi får kokkelandsholdet med, og det kommer til at betyde så meget for os atleter, siger Emma Aastrand Jørgensen.

- Mad er ikke en ting, man behøver at bekymre sig om til OL nu, og det kommer til at give os atleter mere ro og overskud. Jeg tror, at det bliver et super setup, og jeg er glad for, at jeg er fra en sportsgren, der får glæde af kokkelandsholdet i Paris, siger kajakroeren.

Emma Aastrand Jørgensen og resten af atleterne i de danske lejre uden for Paris kommer til at mærke et stort fokus på de helt små detaljer, når tallerkenen og depoterne skal fyldes op.

- Dufte og lyd påvirker atleternes valg, og hvor meget de kan spise. Med simple justeringer og anretninger, kan man gøre det nemmere for atleterne og hjælpe dem, siger Cecilie Refsgaard.

- Restitution til et OL er alfa og omega, og her er kosten enorm vigtig. Det er den brændstof, som gør, at atleternes kroppe kan præstere, siger ernæringsfysiologen.

Kokkelandsholdet skal sammen med Team Danmarks ernæringsfysiologer og OL-atleterne sammensætte menuer, der kan sikre toppræstationer for atleterne.

At gøre det og rykke et kokkelandshold til det franske på tre forskellige lokationer i mere end syv uger er ikke en operation, der sker hen over natten.

- Vi har været i gang i et års tid. Vi har været dernede for at se på forholdene både i køkkenet, og der atleterne skal kæmpe i deres discipliner. Så vi har været det hele igennem og analyseret alt, siger direktør for kokkelandsholdet, Morten Juul Andersen.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU