Klog italiener vinder taktisk præget Paris Marathon
Yemaneberhan Crippa havde mest overskud og taktisk snilde, da han tog karrierens største maratontriumf.
Efter et par år i subtoppen med sejre på halvmaraton og gode placeringer på maratondistancen tog italieneren Yemaneberhan Crippa karrierens største sejr i den mytiske disciplin ved Paris Marathon.Han vandt i tiden 2 timer, 5 minutter og 18 sekunder. Det var fem sekunder foran nærmeste rival og næsten 50 sekunder bedre end sin egen personlige rekord.
Frem mod de afgørende kilometer udgjorde en halv snes løbere stadig fronten.
Tempoet var jævnt, og der blev lagt op til en taktisk præget finale. I den viste 29-årige Crippa, der indledte karrieren på distancerne 5000 meter og 10.000 meter, store kvaliteter.
Han var konstant synlig fremme i det lille felt og sørgede for et tempo, der stille og roligt gav en udskilning.
Med omkring halvanden kilometer igen var fire mand tilbage i front, da Crippa trykkede på gaspedalen.
Den etiopisk fødte italiener kunne kun følges af sin tidligere landsmand Bayelign Teshager.
Da Crippa havde fået udskilt de to, lod han Teshager trække nogle hundrede meter, før han bagfra satte det afgørende angreb ind.
Han slog hullet og holdt til mål, hvor Teshager kom ind fem sekunder efter.
Hos kvinderne vandt Shure Demise fra Etiopien. Hendes vindertid endte på 2 timer, 18 minutter og 34 sekunder.
/ritzau/
