I Holland skal krydstogtskib desinficeres, mens ombordværende går i land. Myndigheder har forberedt karantæne.
Krydstogtskibet MV "Hondius" - som på grund af et hantavirusudbrud har været centrum for international opmærksomhed - er ved at ankomme til havnen i Rotterdam.Det skriver nyhedsbureauet AFP mandag.
Billeder viser skibet på vej ind mod den hollandske havneby.
Også AFP, der har journalister om bord på et andet fartøj, rapporterer, at de har set "Hondius" på det sidste stykke af turen ind mod Rotterdam.
Krydstogtskibet har ifølge AFP stadig 27 personer om bord - 25 besætningsmedlemmer og to sundhedsansatte. Ifølge Reuters er der dog kun 25 i alt.
I Rotterdam skal det lægge til kaj, og de ombordværende forlader skibet, som skal desinficeres.
I Holland er der blevet forberedt karantæneforanstaltninger til dem, der har været på skibet.
Der er ifølge en AFP-opgørelse bekræftet seks tilfælde af hantavirus. Derudover er der et formodet tilfælde.
Tre mennesker - et hollandsk par og en tysk statsborger - har mistet livet.
De var alle passagerer på MV "Hondius", som i april satte kursen fra Argentina mod Kap Verde.
I alt var der omkring 150 personer om bord fra 23 forskellige lande.
Skibet ankom til De Kanariske Øer 10. maj og over 120 personer blev evakueret fra skibet - enten til deres hjemlande eller til Holland. Skibet sejler under hollandsk flag.
Der findes ingen vacciner eller specifik behandling mod hantavirus.
Sundhedsmyndigheder har dog understreget, at risikoen for den globale folkesundhed er lav og afvist sammenligninger med covid-19-pandemien.
/ritzau/