Japansk angriber får fireårig aftale i Brøndby

23. JUN 2025 • 10:10SPORT

Brøndby er blevet enig med den 21-årige japaner Kotaro Uchino om en kontrakt, der løber til 2029.

Brøndby fortsætter med at have japansk islæt i truppen, selv om klubben tidligere på sommeren solgte profilen Yuito Suzuki.

Mandag formiddag har Brøndby nemlig præsenteret angriberen Kotaro Uchino, som kommer til klubben efter et ophold på University of Tsukuba i Japan.

Den 21-årige japaner var i foråret til prøvetræning i klubben, og han imponerede så meget, at han nu har underskrevet en kontrakt til 2029.

- Kotaro er et af de største japanske talenter på sin årgang og en meget spændende ung angriber, siger sportsdirektør Benjamin Schmedes til Brøndbys hjemmeside.

- Vi havde muligheden for at se ham an under hans prøvetræning tidligere i år, og her efterlod han et meget positivt indtryk.

- Han besidder nogle unikke individuelle kvaliteter som angriber, en stærk vilje til at udvikle sig, og så har han hovedet skruet godt på. Vi ser et stort potentiale i ham, som vi sammen håber at kunne forløse i de kommende år, siger Schmedes.

Brøndby må vente lidt med at få tilslutning af Kotaro Uchino, som først støder til truppen i begyndelsen af juli.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT