Irriteret Brøndby-kaptajn: Vi spillede elendigt

3. MAR 2025 • 22:08SPORT

Brøndby spillede elendigt, da klubben mandag måtte nøjes med uafgjort mod Lyngby, mener anfører.

Anfører Jacob Rasmussen var tydeligt irriteret, da han mandag aften måtte indse, at Brøndby for anden runde i træk havde skuffet fælt.

På hjemmebane mod Lyngby Boldklub, der er næstsidst i Superligaen, lykkedes det først fire minutter inde i overtiden at komme på måltavlen og udligne den 1-0-føring, som Lyngby havde sikret sig tidligt i anden halvleg.

- Nu får vi jo et point, men det er alt for ringe. Vi spiller mildt sagt elendigt. Det går for langsomt, vi får ikke skabt, hvad vi vil, og der mangler noget fokus, sagde Jacob Rasmussen efter opgøret til TV 2.

Brøndby havde masser af tid med bolden, men Lyngby havde nemt ved at afvise de blodfattige offensive tilnærmelser fra hjemmeholdet.

Det var også tilfældet i forrige runde mod bundproppen Vejle Boldklub, og det behager ikke ligefrem træner Frederik Birk.

- Vi manglede kvalitet i overgangsspil, indlægsspil og det med at blive farlige. Det er endnu en kamp, hvor vi går fra banen med 70 procents boldbesiddelse, som vi ikke formår at omsætte til nok chanceskabende situationer, siger Birk til Viaplay.

Frederik Birk overtog holdet i løbet af vinterpausen, da Brøndby fyrede Jesper Sørensen. I hans første Superliga-kamp vandt Brøndby med 4-1 over Viborg FF, men siden er det blevet til uafgjorte kampe mod bundholdene.

- Det vil irritere mig, hver gang vi ikke vinder, for min ambition er at vinde alle kampe, siger Birk.

Brøndby er nu på fjerdepladsen i Superligaen, men har lige så mange point som FC Nordsjælland, der ligger lige uden for top-6, som senere på foråret skal spille mesterskabsspil.

I grundspillets sidste to runder skal Brøndby møde henholdsvis Randers FC og Silkeborg IF.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT