Ikast Håndbold henter norsk europamester øjeblikkeligt
Stregspilleren Ane Høgseth skifter til Ikast Håndbold på først en lejeaftale og siden en permanent kontrakt.
Den nykårede europamester Ane Høgseth skifter med øjeblikkelig virkning fra norske Storhamar til Ikast Håndbold.Det skriver den danske klub på sin hjemmeside.
23-årige Høgseth er i første omgang lejet frem til sommer, hvorefter hun skifter permanent på en etårig aftale.
- Vi har hentet Ane ind fra sommer på en etårig aftale. Vi har dog vurderet, på grund af forskellige omstændigheder, at vi har været nødt til at tilføje en spiller til truppen på den korte bane.
- Da muligheden bød sig for leje af Ane for resten af denne sæson, virkede det som den optimale mulighed for alle parter, siger Daniel Grønhøj, direktør i Ikast Håndbold, til klubbens hjemmeside.
Ikast er aktuelt nummer tre i Kvindeligaen - to point efter førerholdet Odense Håndbold.
Midtjyderne er også klar til slutspillet i European League, der er den næstbedste europæiske turnering.
Høgseth vandt netop European League med Storhamar i sidste sæson.
/ritzau/