Lettet Gidsel vil takke holdkammerater med god finale

14. JUN 2025 • 17:58SPORT

Trods et tidligt rødt kort til Mathias Gidsel vandt Füchse Berlin sin Champions League-semifinale overlegent.

Håndboldstjernen Mathias Gidsel var en lettet mand, da Füchse Berlin lørdag spillede sig videre til finalen i Champions League med en sikker sejr over Nantes.

Ikke mindst, fordi danskeren efter bare otte minutter fik rødt kort og måtte se resten af kampen fra tilskuerpladserne uden mulighed for at ændre på tingene.

- Det var måske den længste halvanden time i min karriere. At få lov til at stå for første gang og få et rødt kort, som et eller andet sted er fair nok, siger Mathias Gidsel til DR Sporten.

Gidsel stod som yderste mand i forsvarslinjen, da bolden blev spillet ud til højrefløjen Kauldi Odriozola.

Den danske landsholdsspiller var på vej ud mod Nantes-spilleren, men gled og kom i stedet til at ramme Odriozola med en glidende tackling, som man kender det fra fodbold.

Rødt kort og marchordre var konsekvensen.

Den gode nyhed er, at han i stedet sparede kræfterne til søndagens finale i Köln, hvor vinderen af den anden semifinale mellem Magdeburg og Barcelona venter.

- Jeg glider en meter længere end det, jeg havde regnet med, jeg skulle. Jeg er lettet over måden, holdet spiller videre. De er virkelig seje, og jeg skylder en god kamp i morgen, siger Mathias Gidsel.

26-årige Gidsel har været den klart største profil på Füchse Berlins hold i denne sæson. Ud over pladsen i Champions League-finalen vandt hovedstadsholdet det tyske mesterskab for første gang.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT