Hurtigt mål hjælper FCN ud af tidlig krise
En skovtur af Viborgs keeper hjalp FCN i gang, og i sidste ende rakte det til tre meget vigtige point i Farum.
Efter fire nederlag på stribe fik FC Nordsjælland endelig sat en prop i den resultatmæssige krise. Mandag fik FCN på hjemmebane tre tiltrængte point efter 1-0 over Viborg.De tre point betyder, at FCN hopper fra 12.- til 10.-pladsen i Superligaen efter seks runder. Farum-klubben er på seks point, og det samme er Viborg, som dog har en bedre målscore.
Et hurtigt mål kan give et presset hold noget ro. Og det var præcis, hvad FCN fik - godt hjulpet på vej af Viborg-keeper Lucas Lund.
Han kom på skovtur helt ude i siden af feltet, så Sindre Walle Egeli fra en spids vinkel kunne vinkle en dyb aflevering ind til 1-0 efter godt tre minutters spil.
FCN udnyttede drømmestarten til at sætte sig på spillet. Viborg var på hælene, og da man forsøgte at stille sig mere kompakt, gav det blot det pasningssikre hjemmehold bedre mulighed for at diktere slagets gang.
Først efter et kvarters tid meldte gæsterne sig stille og roligt ind i kampen. Det var stadig FCN i teten, men Viborg viste i glimt gode takter offensivt.
De grønblusede var bedst i de sidste ti minutter, men det var fortjent, at FCN gik til pause med føringen.
Anden halvleg fik mere karakter af en duel, der bølgede frem og tilbage. Viborg kom længere frem på banen og havde flere gode muligheder for at få udlignet.
Især midtbanemotoren Thomas Jørgensen var arkitekt bag flere chancer.
FCN havde meget af tiden et lidt dybere udgangspunkt, hvorfra man med hurtige folk som Sindre Walle Egeli og Prince Junior forsøgte med giftige kontrastød.
Flere mål lå i luften, og som trætheden begyndte at indfinde sig på begge mandskaber i løbet af halvlegen, blev personlige fejl mere og mere fremtrædende.
Begge defensiver holdt dog stand, og dermed fik FCN stoppet en kedelig stime efter premieresejren i Fredericia.
/ritzau/