Højlund trækker straffe i småkedelig deler med Chelsea

3. NOV 2024 • 19:31SPORT

Underholdningen var til at overse, da Manchester United og Chelsea spillede 1-1 på Old Trafford.

Meget fortjent kunne Manchester United og Chelsea tage et point med hver fra søndagens sene Premier League, efter en kamp hvor publikum ikke ligefrem blev forkælet.

Rasmus Højlund fik en hovedrolle, da danskeren tilkæmpede sig det straffespark, som Bruno Fernandes udnyttede til at sende hjemmeholdet i front. Moisés Caicedo udlignede kort efter.

Det ene point sender Chelsea op på fjerdepladsen i kraft af en bedre målscore end Arsenal og Aston Villa, som også har 18 point. Villa tabte tidligere søndag 1-4 til Tottenham.

Manchester United ligger nummer 13 i tabellen med 12 point.

Første halvleg kommer bestemt ikke til at optræde i en kavalkade med sæsonens højdepunkter for hverken det ene eller andet hold.

Begge spillede med stor påpasselighed defensivt, og deraf blev de offensive tiltag også begrænsede.

Det led blandt andre Rasmus Højlund under i Uniteds frontlinje, hvor han ikke fik ret meget at arbejde med.

Et forsøg på opstanderen fra begge hold var det nærmeste, man kom en scoring før pausen, som var ganske chancefattig.

Anden halvleg så ud til give publikum samme tamme oplevelse, men midtvejs var Højlund med til at bringe liv ind i kampen.

Danskeren blev nedlagt i feltet af Chelseas keeper, og dommeren pegede korrekt på pletten. Usvigelig sikkert gjorde anfører Bruno Fernandes det til 1-0.

Målet bragte tiltrængt liv til kampen, og United nåede kun at være på sejrskurs i fire minutter.

På en flot flugter gjorde Moisés Caicedo det til 1-1, og kort efter var Chelsea tæt på igen, men indskiftede Enzo Fernández sparkede over på en stor chance.

I slutminutterne havde både Alejandro Garnacho og Bruno Fernandes et par gode chancer, hvor United investerede mest i at gå efter sejren.

Chelsea slap dog med skrækken og kom fra Old Trafford med et enkelt point.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT