Højgaard-tvillinger slutter side om side i Japan
Nicolai Højgaard havde søndag sin bedste runde i Yokohama og endte på en delt 14.-plads med sin bror.
Forløbet dertil var vidt forskelligt. Men golftvillingerne Nicolai og Rasmus Højgaard endte begge på en delt 14.-plads i PGA-turneringen i Yokohama.Søndag spillede de to danske golfspillere sig op med gode præstationer.
Bedst gik det for Nicolai Højgaard, der i 64 slag leverede sin hidtil bedste runde i turneringen med det formelle navn Baycurrent Classic.
Hele ni birdies og blot to bogeys blev det til for den 22-årige, der er på jagt efter et kort til næste års PGA Tour.
Sådan et har hans bror allerede. Men Rasmus Højgaard var alligevel rejst til turneringen i Japan for at jagte en topplacering.
Han endte ligesom Nicolai Højgaard med en samlet score på ti slag under par efter en runde i 66 slag. Rasmus Højgaard var tæt på fejlfri med seks birdies og en bogey.
Brødrene var de eneste tilstedeværende danskere i japanske begivenhed, som blev domineret af amerikanerne.
Xander Schauffele indkasserede godt otte millioner kroner for sin triumf for næsen af landsmændene Max Greyserman og Michael Thorbjornsen, der måtte tage til takke med mere beskedne millionbeløb.
Nicolai Højgaard er nummer 80 på FedEx Fall-listen, hvor top-100 snupper et kort til næste års PGA Tour. Næste turnering i serien er Black Desert Championship i Utah senere i oktober.
/ritzau/