Højgaard-tvillinger kæmper i periferien af PGA-toppen

8. FEB 2025 • 08:11SPORT

Rasmus Højgaard klatrede et par placeringer frem, mens Nicolai Højgaard faldt lidt tilbage i Phoenix Open.

De succesfulde golfbrødre Rasmus og Nicolai Højgaard har begge stadig mulighed for at levere et topresultat i denne uges PGA Tour-turnering Phoenix Open.

Efter at have spillet anden runde færdig natten til lørdag dansk tid ser det bedst ud for Rasmus Højgaard, der indtager en delt 12.-plads i turneringen og dermed avancerede et par pladser efter første runde.

Efter en runde i fire slag under par er han samlet syv slag under par, og dermed har han fem slag op til belgieren Thomas Detry, der er gået i udbrud og har lagt sig alene i spidsen.

Tvillingebror Nicolai Højgaard var en del af den absolutte topstrid efter første runde, men en mere beskeden anden runde i par har sendt ham lidt længere ned i feltet. Han er dog kun to slag efter sin bror og kan med et par birdies hurtigt katapultere sig frem i den tætte topstrid.

Han går ud til tredje runde sent lørdag dansk tid som en delt nummer 28.

Det er ikke kun brødrene fra Billund, der jagter dansk golfsucces i USA i denne uge.

På kvindernes LPGA Tour faldt Nanna Koerstz Madsen natten til lørdag et par placeringer tilbage i Founders Cup i Florida.

Hun lå helt i spidsen efter første runde, men efter en anden runde i et enkelt slag under par er danskeren røget ned på en delt syvendeplads. Hun har fem slag op til turneringens førende spiller før de sidste to runder.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT