Herning Blue Fox fortsætter vild sejrsstime trods pointtab

2. DEC 2025 • 21:27SPORT

Aalborg Pirates bød op til dans, men til sidst var Herning Blue Fox skarpest og vandt 2-1 efter overtid.

Herning Blue Fox har gang i et imponerende efterår i Metal Ligaen, og tirsdag aften udbyggede midtjyderne sejrsstimen trods en lille sten i skøjten.

Holdet, der suverænt topper den bedste danske ishockeyliga, vandt 2-1 hjemme over Aalborg Pirates efter overtid.

Det var blot anden gang i sæsonen, at herningenserne satte point til på hjemmebane.

I slutningen af oktober fremtvang Odense Bulldogs overtid i Herning, der også vandt det opgør.

I tirsdagens kamp mod Aalborg var det erfarne Morten Poulsen, der blev matchvinder og skaffede to point, da han i overtiden strøg afsted i en kontra og sendte pucken i det nordjyske net.

Herning har efter 24 ligakampe blot lidt 2 nederlag.

Aalborg, der inden nederlaget tirsdag aften var inde i en god periode, tager på tredjepladsen et point med i jagten på Herlev Eagles.

Værterne fra Herning fik den planmæssige start på kampen, da backen Mads Larsen efter få minutter sendte pucken i nettet et stykke udefra.

Derfra kom de nordjyske gæster bedre med i en kamp, hvor hårdt spil og dueller fyldte mere end teknisk ishockey.

Halvvejs i anden periode formåede gæsterne at bringe balance på resultattavlen, da Kobe Walker satte sidste stav på et Aalborg-angreb, hvor værterne blev spillet tynde.

Kort forinden havde Hernings Patrick Bjorkstrand skabt en stor chance, men den blev misbrugt.

De to mandskaber var ikke i stand til at afgøre det efter 60 minutter, selv om værterne brændte flere store muligheder. Derfor skulle der overtid til.

Den varede dog blot 30 sekunder, før rutinerede Morten Poulsen sikrede topholdet sejren.

I den anden kamp i Metal Ligaen tirsdag aften vandt Odense Bulldogs 4-3 over Rungsted Seier Capital.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT