Harder snupper niende pris som årets danske spiller
Pernille Harder vinder for andet år i træk og niende gang i karrieren prisen som årets kvindespiller.
Den danske fodboldstjerne Pernille Harder kan føje endnu en personlig pris til samlingen.Søndag er hun blevet kåret som årets kvindelige fodboldspiller for andet år i træk og for niende gang i karrieren.
Det oplyser Dansk Boldspil-Union (DBU) og Spillerforeningen, der står bag prisen.
Det er kollegerne, der har peget på Bayern München-profilen som årets danske spiller. Hun var nomineret sammen med Stine Ballisager og Sara Holmgaard.
Den danske landsholdsanfører var med til at vinde pokalturneringen og det tyske mesterskab med storklubben i løbet af 2025.
På landsholdet var Harder en del af det hold, der forlod sommerens EM-slutrunde med lutter nederlag.
Hun var dog også med til at redde Danmarks plads på øverste niveau i Nations League med en samlet 8-1-sejr over Finland i oktober.
Pernille Harder scorede tre af Danmarks mål i kampene og lagde op til yderligere to.
I øjeblikket er hun særdeles formstærk. Siden midten af oktober har hun spillet 11 kampe for klub- og landshold, og hun har scoret 13 mål og lagt op til fem. Den statistik skal hun forsøge at forbedre søndag eftermiddag i bundesligakampen mod Hamburger SV.
Det er 13 år siden, hun første gang blev tildelt prisen som årets kvindelige fodboldspiller i Danmark.
Her er de seneste ti års vinder af prisen:
* 2025: Pernille Harder.
* 2024: Pernille Harder.
* 2023: Amalie Vangsgaard.
* 2022: Stine Ballisager.
* 2021: Signe Bruun.
* 2020: Pernille Harder.
* 2019: Pernille Harder.
* 2018: Pernille Harder.
* 2017: Pernille Harder.
* 2016: Pernille Harder.
/ritzau/
