Claudio Ranieri afbryder pensionen og tager over i Roma
73-årige Claudio Ranieri er ny mand i spidsen for AS Roma, der søndag fyrede cheftræner Ivan Juric.
Mindre end seks måneder efter at Claudio Ranieri indstillede sin trænerkarriere, har den 73-årige italiener afbrudt pensionen og er ny cheftræner i den italienske fodboldklub AS Roma.Det oplyser Serie A-klubben på sin hjemmeside.
Ranieri, der tidligere har stået i spidsen for Roma fra 2009 til 2011 og i 2019, bliver den tredje cheftræner i indeværende sæson i den italienske hovedstadsklub.
Søndag sagde Roma farvel til Ivan Juric, der overtog posten mindre end to måneder forinden. I september blev klubikonet Daniele De Rossi afskediget som følge af en skuffende sæsonstart.
Aktuelt indtager Roma en 12.-plads i Serie A med 13 point efter de første 12 kampe.
Ranieri gik ellers på pension i maj efter en karriere som cheftræner i næsten fire årtier, da han havde ført Cagliari til overlevelse i den bedste italienske række.
Men den pension er nu afbrudt. Ranieri skal stå i spidsen for Roma sæsonen ud, og efterfølgende fortsætter han i klubben i en rolle, hvor han skal rådgive ejerne om de sportslige anliggender.
De fleste vil huske Ranieri for sensationelt at vinde Premier League med Leicester i 2016.
Desuden har han vundet den italienske pokalturnering med Fiorentina og tre trofæer med spanske Valencia.
Ranieri har også stået i spidsen for blandt andre Chelsea, Inter og Juventus.
/ritzau/