Haaland følte sig ekstra energisk i rekordkamp

11. OKT 2024 • 08:26SPORT

Erling Haaland slog målrekorden for Norge torsdag, da han med to scoringer førte an i sejren over Slovenien.

Erling Braut Haaland er en rekordernes mand, og torsdag aften slog han en af de store i norsk fodbold. Med to mål i sejren over Slovenien blev han den mest scorende spiller i norsk landsholdshistorie.

De to mål bragte Haaland op på 34 mål, hvilket er et mål mere end legenden Jørgen Juve, som satte rekorden tilbage i 1934. Og Haaland nød hvert et minut af oplevelsen.

- Det var en flot udført kamp. Jeg er stolt. Det er en rekord, som har stået længe. Jeg havde det godt. Det er længe siden, jeg har haft så meget energi på banen, siger han ifølge Reuters efter kampen.

I sig selv er det imponerende nok at tage rekorden. Men hastigheden, hvormed det er sket, gør den endnu mere utrolig.

Den 24-årige angriber har således kun skullet bruge 36 kampe på at score de 34 mål. Jørgen Juve brugte ni kampe mere på at nå sine 33 mål.

Medmindre Haaland bliver ramt af mange og langvarige skader eller et historisk stort formdyk i resten af karrieren, tyder alt på, at han kommer til at lægge markant afstand til Jørgen Juve og alle øvrige målscorere gennem tiden i norsk fodbold.

- Det er selvfølgelig stort og historisk. Jeg er glad, og det er en fantastisk rekord at opnå. Og jeg har mange flere år i mig, lyder det fra Manchester City-målslugeren.

Tangeringen af Jørgen Juves rekord kom allerede i det syvende minut mod Slovenien, da Haaland gjorde det til 1-0. Alexander Sørloth udbyggede føringen tidligt i anden halvleg, mens Haaland slog rekorden med 3-0-scoringen efter godt en times spil.

Med sejren topper Norge sin Nations League-gruppe. Holdet har syv point efter tre kampe. Østrig og Slovenien følger efter med fire point hver, mens Kasakhstan har et enkelt point.

Norge spiller på næsthøjeste niveau i Nations League.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT