KØB ABONNEMENT

Aalborg Håndbold afværger sensation mod oprykker

SPORT • 24. OKT 2026 • 16:46

Bundholdet Skive fH bed glimrende fra sig, men endte uden point mod Aalborg.

Aalborg Håndbold flirtede lørdag med et sensationelt nederlag i ligaen, men fik skrabet en sejr sammen hos oprykkeren Skive.

29-26 vandt nordjyderne med hiv og sving og forlængede dermed deres sejrsstime til seks i træk efter blandt andet en god periode i Champions League.

Aalborg var til opgøret uden en stribe profiler som Sander Sagosen, Lukas Nilsson og Niklas Landin, og dertil var andre som Mads Hoxer, Juri Knorr og Marinus Munk i store perioder uskarpe.

Det undertippede hjemmehold, der blot har vundet én kamp i sæsonen, klarede 13-13 til pausen, og i starten af anden halvleg kom man endda foran 17-15.

Efter en mindre god periode, hvor Aalborg-keeper Fabian Norsten og forsvaret tog godt fra, vendte momentum, og nordjyderne var flere gange foran med to mål.

Skive åd sig heroisk tilbage og var foran 23-22, inden Aalborg, anført af blandt andre Hoxer, som hævede niveauet betragteligt efter pausen, og indskiftede Thomas Arnoldsen, trak afgørende fra.

Med sejren er Aalborg aktuelt nummer to i tabellen med 17 point efter 11 kampe. GOG fører an med 19 point efter 10 kampe.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT