KØB ABONNEMENT

Milwaukee åbner World Series med hårdeste kast i baseballfinalen

SPORT • 24. OKT 2026 • 08:41

Milwaukee Brewers, der er i MLB-finalen for første gang siden 1982, tog første stik mod Tampa Bay Rays.

Milwaukee Brewers' pitcher Jacob Misiorowski sørgede for, at holdet fra delstaten Wisconsin åbnede finalen i den amerikanske baseballliga, MLB, med manér.

I den første kamp i MLB-finaleserien, World Series, mod Tampa Bay Rays kastede Misiorowski det hårdeste pitch, der er kastet med bolden mod ham, der skal svinge battet, i World Series' historie.

166,6 kilometer i timen var boldens topfart. Den tidligere rekord fra 2016 lød på 166 kilometer i timen.

Milwaukee Brewers endte med at vinde det første finaleopgør 3-2 over Tampa Bay Rays. Der spilles bedst af syv kampe i finaleserien.

Hverken Milwaukee Brewers eller Tampa Bay Rays har vundet MLB-titlen før.

Tampa Bay Rays har stået i World Series to gange før, men tabte i 2008 og 2020, mens Milwaukee Brewers skal helt tilbage til 1982 for at finde holdets første optræden i finalen.

Sidste år vandt Los Angeles Dodgers mesterskabet efter en vanvittig finaleserie, der skulle helt ud til en afgørende syvende kamp mod Toronto Blue Jays.

Den afgørende kamp gik sågar ud i en ekstra inning, før Los Angeles Dodgers vandt mesterskabet for andet år i træk.

Det skulle dog ikke blive til tre på stribe for holdet fra Vestkysten. Det sørgede Milwaukee Brewers for med en sejr i semifinalen.

I den anden semifinale sendte Tampa Bay Rays Cleveland Guardians ud.

Milwaukee Brewers og Tampa Bay Rays vandt hver sin konference i grundspillet og har dermed haft hjemmebanefordel i slutspillet frem mod finalen.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT