Haaland beordrede ekstra sejrsrunde efter Norges forløsning

14. NOV 2025 • 08:22SPORT

Norge er et mulehår fra sin første store slutrunde siden 2000, og det blev torsdag fejret med manér.

Nogle af de norske spillere var på vej i omklædningsrummet, men vikarierende anfører Erling Haaland råbte og vinkede dem tilbage på banen til mere fejring.

Selv om 4-1-sejren over Estland torsdag ikke matematisk sikrede Norges første store slutrunde siden 2000, var forløsningen ikke til at tage fejl af.

- Hvis ikke vi tager en ekstra runde i aften, gør vi det aldrig, siger midtbanespilleren Morten Thorsby ifølge norsk TV 2.

I fraværet af skadede Martin Ødegaard bar Haaland anførerbindet, og Manchester City-stjernen tog blandt andet ordet i pausen, da stillingen var 0-0, og stemningen på Ullevaal var nervøs.

- Erling var bare god og rolig. Han gav os tryghed: "Vi fikser det, boys. Vi får det mål, vi skal bare trykke på."

- Det er lidt den tryghed, vi har brug for i de her kampe, siger Thorsby til NRK.

Haaland opfordrede holdkammeraterne til at lave flere indlæg i boksen, hvor han selv og Alexander Sørloth befandt sig, og det gav pote med tre hovedstødsmål på seks minutter.

Sørloth og Haaland lavede hver to mål i sejren, og på kanterne var 20-årige Antonio Nusa og 22-årige Oscar Bobb symboler på en lovende fremtid for Norge.

De unge profiler er også mere frigjorte end de lidt ældre spillere i forhold til Norges succes i 1990'erne og efterfølgende traumer i 25 års kvalifikationsturneringer, mener landstræner Ståle Solbakken.

- Nusa og Bobb ved ikke, hvad 90'erne er, og de har ikke hørt om Sissel Kyrkjebø, siger Solbakken ifølge NTB med henvisning til sopranen, der stod for nationalsangen inden kampen.

- For dem er Drillo (trænerlegende Egil Olsen, red.) er fjern fodboldfyr, der er på tv engang imellem.

Norge vinder sin gruppe og kvalificerer sig til VM, hvis man undgår et nederlag på ni mål eller mere til Italien på San Siro søndag.

Og nordmændene kan med rette fejre VM-billetten, mener den italienske midtbanespiller Sandro Tonali.

- Det kommer ikke til at ske. Vi må spille playoff til marts. Jeg skal snakke med chefen (landstræner Gennaro Gattuso, red.), men jeg tror det ikke, siger han til TV 2 Norge.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT