Den tidligere Brøndby-spiller Ole Bjur er død
Efter ti års kamp mod kræft er den tidligere Brøndby-profil Ole Bjur død, oplyser hans bror på Facebook.
Den mangeårige Brøndby-spiller Ole Bjur er død. Det oplyser hans bror, Jan Bjur, på sin Facebook-profil.Ifølge Jan Bjur har hans bror gennem ti år kæmpet mod kræft. Ole Bjur blev 57 år.
Ole Bjur spillede for Brøndby i langt det meste af sin karriere, som foruden et hav af kampe i den blå og gule uniform også bød på tre landskampe for Danmark.
Efter den aktive karriere arbejdede Ole Bjur blandt andet som sportsdirektør i Brøndby og har senest været ansat som sportschef i Divisionsforeningen.
I en fælles meddelelse fra Thomas Christensen og Claus Thomsen, der er henholdsvis præsident og direktør i Divisionsforeningen, mindes de deres afdøde kollega.
- Det er med sorg i hjertet, at vi må orientere om, at Ole gik bort i går aftes, skriver de.
- Ole har sat sig mange spor i dansk fodbold som sportschef i Brøndby IF og Fremad Amager, men mest af alt som den mest centrale person i skabelsen af den moderne æra i dansk talentudvikling, der i dag er en af dansk fodbolds største succeser og rygraden i de fleste klubber.
- Vi vil savne Ole, hans store faglige viden, ordentlighed, passion og mest af alt hans sympatiske og varme væsen over for andre mennesker, lyder det i mindeordene fra Thomas Christensen og Claus Thomsen.
Også i Brøndby har man udsendt mindeord om manden, der på flere måder har spillet en stor rolle i klubben.
- Han var Brøndby-spiller i mere end ti år. Han blev årets spiller. Han vandt mesterskaber og pokaltitler. Han repræsenterede Danmark. Og han vendte tilbage til klubben for at øse ud af sin erfaring, sin vindermentalitet og sit fantastiske og varme væsen.
- Ole Bjur efterlader sig et uudsletteligt aftryk på Brøndby IF's historie, skriver Brøndby på sin hjemmeside.
Den professionelle fodboldspiller Peter Bjur, der tørner ud for Esbjerg fB, er søn af Ole Bjur.
RITZAU
