Sundhedsfirma byttede om på nyreprøver fra Maradona og hans far

SPORT25. AUG 2026 • 07:44

Swiss Medical erkender, at virksomheden fejlagtigt tilvejebragte nyreprøver fra Maradonas far til retssag.

De nyreprøver, som blev stillet til rådighed for et panel i retssagen om Diego Armando Maradonas død, var slet ikke fra den argentinske fodboldstjerne.

Det erkender sundhedsvirksomheden Swiss Medical i et brev, som nyhedsbureauet AFP har læst.

I stedet var de fra Diego Maradonas far, som døde i 2015. Farens navn var Diego Salustiano Maradona.

Forvekslingen var i sidste uge skyld i, at retssagen mod syv sundhedsprofessionelle blev udsat, da en advokat bemærkede fejlen.

Den genoptages torsdag.

De syv personer er tiltalt for uagtsomt manddrab i forbindelse med fodboldikonets død i 2020.

Maradona døde i en alder af 60 år af hjertesvigt og akut væskeansamling i lungerne. Det skete to uger efter, at han var blevet opereret for en blodprop i hjernen.

Under retssagen har Hernan Trimarchi, der er specialist i nyrer og nyresygdomme, fortalt, at sundhedspersonalet skulle have været mere opmærksomt på Maradonas nyrefunktion.

"Som minimum" burde patienten have været "tilset dagligt af en læge" og have fået daglig pleje, daglige blodprøver og overvågning af hans vitale parametre, lød det fra Trimarchi i retten.

Ifølge specialisten blev der ikke registreret nogen blodprøver under den periode på to uger, hvor Maradona forsøgte at komme til kræfter igen.

Fra nyrelægen lød det også, at Maradonas kraftigt stigende vægt og blodtryk burde have givet anledning til bekymring.

Men den nye udvikling i sagen viser altså, at lægen baserede sine udtalelser på forkerte testresultater.

Oprindeligt var sagen tidligst berammet til at slutte i september, men det er uvist, om tidshorisonten ændres efter fundet af de forkerte test.

Hvis de syv på anklagebænken findes skyldige, risikerer de mellem 8 og 25 års fængsel.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT